Den dag i dag – mere end 60 år senere – vågner U stadig ved fire-femtiden om morgenen med mareridt fra dengang«.
Hvordan man end vender og drejer det, så er der stadig noget at komme efter, når det gælder forståelsen af, hvad der skete under besættelsen 1940-45, og hvordan det påvirkede os og præger manges liv endnu.
Sven Birkeland, læge i et langt liv med nyretransplantationer som speciale, skiftede for et par år siden spor og blev ansat som seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for torturofre, RCT. Denne tunge sag af en bog er et af resultaterne af hans forskning, og man må nok sige, at det er lidt af en øjenåbner.
For Birkeland har evnen til at lytte. Han har interviewet hundreder og atter hundreder af personer, hvis liv er blevet påvirket af besættelsen og dens følger, ægtefæller, børn og børnebørn af både frihedskæmpere, men også efterkommere af danskere i nazisternes tjeneste, torturbødler og clearingmordere og andre terrorister.
De rette ord
Han bringer de enkeltes udsagn stille og roligt, som de har udtrykt sig med pauser, tøven og forsøgene på at finde de rette ord.
Han kommer også med nogle tal, der er interessante. Mellem 12.000 og 16.000 danskere blev ’taget af tyskerne’, anholdt i kortere eller længere tid. Af disse blev formentlig 2.000 underkastet tortur. Resten gennemlevede angsten for tortur. Det her er omtrentlige tal, for Gestapo ødelagde alt arkivmateriale kort efter kapitulationen.
Eftervirkningerne af disse voldsomme begivenheder kan stadig registreres i dag over 60 år efter befrielsen, påviser Birkeland i mange af sine interview, hvor også børnebørn har fået deres opvækst og familieliv skævvredet af de tragedier, deres bedsteforældre blev udsat for.
I forbindelse med retsopgøret efter krigen blev 33 anholdte tyske nazister, med Werner Best og Pancke i spidsen, og 176 danske landsforrædere psykologtestet (Rorschach-testen) og mentalundersøgt af psykiatere. Det har givet et mere nuanceret billede af, hvem de i grunden var. Og det rystende er, at de i alt for høj grad ligner folk, som de nu er flest. Det kunne koste dem livet
For os i dag er det relevant at spørge, hvad der skal til for at skabe en terrorist. Og Birkelands undersøgelser viser, at unge danskere, der var blevet optaget af den nazistiske ideologi, kunne sendes på terroristskole, ikke i Afghanistan eller Pakistan, men i Tyskland, og vende tilbage klar til at begå de grusomste forbrydelser, men også klar over, at det kunne koste dem livet. Flere af de værste bødler opfattede deres indsats som part i en borgerkrig.
I bogen citeres en tysk socialpsykologisk undersøgelse af en gruppe almindelige tyske soldater, der udviklede sig til brutale massemordere i Ukraine. Her når man frem til den forbavsende tese, at uden moral – intet massemord. Det er ikke sadister, men almindelige folk, der udvikler rationelle grunde for deres handlinger og skaber et moralsk alibi. De myrder ikke som individer, men efter egen opfattelse som led i en historisk mission. Som jihadister vel gør det i dag.
Det er, som sagt, en vidensmættet bog med utrolig mange oplysninger, der holder læseren naglet til stolen. Og den er ikke mindst en solid vaccine mod alle de forenklede udsagn om den komplekse besættelse, der er kommet fra dagens debattører med statsministeren i spidsen.
Som en kvinde, gift med en landsforræder, skriver i sin dagbog i februar 45:
»Det må ikke være let at være Vorherre med så mange uregerlige mennesker, der hver især slås for egen vindings skyld«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





