For et år siden var der indbrud hos Per Højholts arvinger.

Tyven løb med sidste del af en ufærdig roman. Efter at have læst den nu udgivne første del, tror jeg, at jeg ved, hvem tyven er. På flere punkter giver det tilbageblevne fragment anledning til at mindes Per Højholts enestående talent. På endnu flere er det en ufærdig kladde. Der er blevet tre kapitler tilbage af, hvad der skulle have været en ’monografi’ om Hans Henrik Mattesen, altså en biografi med vægt på den fiktive hovedpersons værk. Værket, får vi at vide, var en række noveller. Det sidste af de bevarede kapitler slutter med, at unge Mattesen begynder at skrive. Ikke ligefrem noveller, men små essays om emner, som også Højholt var optaget af. Om metaforens latterlighed, om latterens guddommelighed og den slags. De stumper er nok det bedste i dagens udgivelse. Det tager et stykke tid, før vi når så vidt. Romanens første kapitel er viet hovedpersonens far, Ole Mattesen, der driver landbrug i Sønderjylland med særlig interesse for at få græs til at gro i streger, der tilsammen udgør bogstaverne i ordet ’acerbus’, der ganske vist kun kan læses fra luften, som nord for Løgumkloster ikke er særlig tyk af flyvere, men efterhånden bliver det, da man vil se det sære ord, han har fundet i J.Th. Jensens og M.J. Goldschmidts latinsk-danske ordbog, der for resten oplyser, at ordet betyder dels skarp, dels umoden. Sikkert for at læseren kan tænke, at det kan Ole selv være. Da det indfald er vredet og vendt for, hvad der kan komme ud af det, går vi i andet kapitel over til Oles søn, hovedpersonen, som er sendt til København for at studere teologi, men har mere succes som biografkontrollør, fordi han får set en masse B-film, som han kan genfortælle scener fra og lave ordspil på. Navnlig efter at han i tredje kapitel er kommet hjem til sognet og er blevet skolelærer. Fragmentet slutter med en lang og smuk scene, hvor den unge mand som voyeur overværer en ung dejligheds bad i åen.
Ubarmhjertig kritiker Det er dejligt at genopleve de lange, slyngede, underordnede og indflettede sætninger, Per Højholt kunne få klemt ud, når han skrev prosa. Det er skønt at gense hans skepsis over for forestillingen om den sammenhængende karakter. Navnlig det sidste er der mange skægge udtryk for i ’Hans Henrik Mattesen’. Når den unge mand gennemlever puberteten, hvor »fremtidige særpræg karikeres«, eller når det hedder, at »hans væsen nåede ikke ud i hans ansigt«, så har vi den Højholt, der kunne gøre bedre grin med tanken om det helstøbte menneske end nogen anden postmodernist. Men som i den roman, Højholt selv udgav, ’Auricula’, kniber det med at gøre de fragmenterede personer forskellige nok til, at de kan komme i spil med hinanden, ikke bare reproducere hinanden. Hvad der lykkedes eminent for Højholt i ’Gittes monologer’ – at skabe skikkelser forskellige fra ham selv – lykkedes aldrig helt for ham i den alvorlige prosa. Det er nok derfor, den geniale lyrikers drøm om Den Store Roman forblev uopfyldt. Per Højholt, som var overbevist om, at der ikke findes noget selv, havde svært ved at danne skikkelser, der ikke var som snydt ud af næsen på ham selv. Det var næppe blevet anderledes i det forsvundne fjerde kapitel, hvor vi skulle have mødt Hans Henrik Mattesens noveller. I hoveddelen af romanen ’Auricula’ skal dens hovedpersoner, ørerne, se på europæisk kulturhistorie, men ser kun, hvad Højholt selv så. Jeg vil skyde på, at det var gået ligesådan i næste kapitel af denne roman: at Mattesens noveller ikke havde været til at skelne fra Højholts, og at der derfor ikke var så megen ide i at putte dem i en romankonvolut. Jeg gætter derfor på, at tyven må være Per Højholt. Jeg tror, det er Højholt, der var en ubarmhjertig kritiker af sig selv, som har sendt sit eget genfærd ud for at stjæle det ufærdige manuskript, så hans sidste værk ikke skal få lov at overskygge hans bedste.