Bare kald mig D.T. Det står for Dieter, et tysk navn, og D.T. er tilstrækkeligt, nu da jeg er i Amerika, denne sære nation«. Sådan præsenterer Norman Mailers fortæller sig i ’Slottet i skoven’. Et par linjer senere fortæller D.T., at han førhen var SS-mand og medlem af den nazistiske efterretningstjenestes Specialafdeling IV-2a, som var direkte underordnet Heinrich Himmler. Dieter fortæller, at Himmler i 1938 beordrede ham og hans kolleger i specialafdelingen til at gennemføre en yderst hemmelig undersøgelse af selveste Adolf Hitlers familieforhold for at efterprøve forskellige rygter, der verserede om Førerens person og familieforhold: at Hitlers farfar var jøde, at Hitler kun havde én testikel, og at der var flere tilfælde af incest i hans nærmeste familie.
Det, der interesserede Himmler allermest, var dog, at Hitler måske selv var resultatet af en blodskamsforbindelse. Hitlers mor var nemlig muligvis Hitlers fars, Alois Hitler, uægte datter, og dertil kom, at Alois muligvis selv var incestbarn. Især incest-rygterne interesserede Himmler levende, fordi SS-chefen havde en teori om, at blodskam foruden alle de velkendte risici (»Idiotien lurer altid i kulissen«) var egnet til at drive de bedste og stærkeste egenskaber frem af generne og derved »skabe det menneske som legemliggør Visionen – Overmennesket«. Dieter går til opgaven med energi og kyndighed og afdækker en flere generationer lang familiehistorie, hvis temaer ikke bare er incest – et fænomen, som ifølge Dieter var meget udbredt i den østrigske bondebefolkning i slutningen af 1800-tallet – men også almindeligt hor, druk, armod, sygdom, død og en grundlæggende primitivitet og råhed, som i forening med toldembedsmanden Alois’ besættende sociale ambitioner skaber et på alle måder anspændt og sygeligt klima omkring den lille Adolf, eller Adi, som hans mor Klara kalder ham, da han kommer til verden i 1889. Familien Hitlers historie Himmler ved det ikke, men Dieter er mere end bare en dygtig efterretningsmand med talent for slægtsforskning. Han er selv en afgørende deltager i familien Hitlers historie og i Adis katastrofale udvikling. 87 sider inde i romanen røber fortælleren, at han i virkeligheden er en djævel, som blot midlertidigt har taget bolig i Dieters krop, og at han var til stede ved – ja, faktisk deltog i – det samleje, hvor Alois besvangrede Klara, og at han derefter fulgte Adis udvikling og fra tid til anden greb ind for at styre ham i den rigtige retning. Da det efterhånden blev klart, at Adi rummede et ganske usædvanligt potentiale for ondskab og ulykker, beordrede Den Onde, eller »Maestroen«, som Dieter kalder ham, sin medarbejder til at lægge andre opgaver fra sig for at koncentrere sig mere om familien Hitler og investere større ressourcer i at udvikle Adis muligheder. Maestroen og hans medarbejdere virker, som Dieter siger, for at begrænse menneskenes frie vilje mest muligt og styre dem i en retning, der passer ind i Den Ondes plan. Det gør de i stadig konkurrence med DK, dvs. Gud, som Maestroen har lært sine djævle at kalde ved det hånlige øgenavn »Dummkopf«, og hans engle, som de kalder »kniplerne«. Både Gud og Den Onde er umådeligt mægtige, men ingen af dem er almægtige, og Guds magt er faktisk aftagende. Det så Dieter for eksempel i 1942, da det skulle besluttes, om der skulle anvendes gaskamre i koncentrationslejrende: »Et skræmmende træk, selv for Himmler og SS,« siger Dieter, »men Adolf var parat. Gud var ikke udrustet til at straffe ham«. Afsløringen af Dieters sande identitet er både forbløffende og forvirrende. Umiddelbart giver den nogle humoristiske muligheder, som Mailer udnytter med god effekt: Hele skildringen af den sataniske organisation med dens hierarkier, procedurer, budgetter og bureaukrati er ret morsom, og det samme gælder djævlenes evindelige rivaliseren med de irriterende, nævenyttige »knipler«. Den særegne fortæller giver også Mailer mulighed for at flytte synsvinklen frit i tid og rum og ind og ud af samtlige personers bevidsthed, hvilket i forbindelse med hans talent for indlevelse i selv den mest frastødende psyke indimellem giver nogle ret foruroligende resultater.
