Jeg havde på fornemmelsen, at dette var et sted for virkelig kloge, virkelig ødelagte, virkelig kategoriske mennesker«.

Disse ord i det andet kapitel af ’Legesyge’ har forfatteren Juli Zeh (født 1974, debut med ’Ørn og engel’, dansk 2003) lagt i munden på sin fjortenårige hovedperson Ada. De er Adas svar på spørgsmålet fra en af hendes nye klassekammerater – en af de gængse »prinsesser med slangekrøller« – om, hvad hun finder så specielt ved deres gymnasium, at hun valgte det. Læs nu Adas svar en gang til, og De vi få en idé om, hvad Ada er for en pige. Og hvad ’Legesyge’ er for en roman. Ada er ifølge sin forfatter ikke køn; kraftig af bygning, med bred mund, stærke håndled, fregner og veludviklede bryster. Hun viser sig at være et naturtalent som løber. Men hun har ikke valgt dette gymnasium frivilligt. Hun har nemlig en forbrydelse bag sig, hvis art først afsløres efterhånden, og er smidt ud af sin gamle skole. Men Bonns private Ernst Bloch-gymnasium »gav de fortabte skabninger, der stædigt vægrede sig ved at deltage i demonstrationsudflugten i ’den lykkelige barndoms navn’, en sidste chance for at få en adgangseksamen. Forudsat at deres forældre havde råd«.
Juridiske manøvrer Det har Adas fraskilte mor, dog ikke uden psykologiske og juridiske manøvrer med stedfaderen i en lille sidehandling i denne interessante, lidt skræmmende, meget ambitiøse og underholdende roman, som mest imponerede, men også stedvis provokerede denne læser med sin intellektuelle og sproglige overlegenhed. Den første er til diskussion, den anden ikke. ’Legesyge’ har stof i sig til at blive kultbog for anfægtede, intelligente og rimeligt belæste skolebørn med sin solidariske delen synsvinkel med to overbegavede, økonomisk privilegerede og grænseforagtende unge mennesker. Ada – den lille Ada, som hun kaldes af den polskfødte tysklærer, der forelsker sig i hende – er »amoralsk, anormal og asocial«.