WE’RE GOING TO Ibiza«, lokker Venga Boys mange år efter, den spanske ferieø har manifesteret sig som festabernes tabte paradis. For allerede i begyndelsen af 80’erne, før sikker sex-kampagnerne slog igennem som mere end bløde pornovideoer og kondomer med frugtsmag, før angsten og nypuritanismen fik – midlertidigt – tag i masserne, da havde øen – symbolsk og reelt – en position som orgiernes campingplads. Dén tid og den stemning bruger Hans Schmidt Petersen som oplagt ramme for, hvad man vel bedst kan betegne som en erotisk gyser. Med mere momentvis vellykket erotik end gys! Forfatteren var selv rejseleder på øen i de glade dage, og man fornemmer en ægthed i researchen. Ja, faktisk en pågående realisme i sexscenerne, som de udspiller sig for en ung og uprøvet løve fra Als! Til gengæld holder den dramatiske trekant mellem ynglingen Jakob, bøssen Adrian og den jødiske eksmodel Rahel ikke en meter. Bondeknægt møder overklassebohemer Bondeknægt møder overklassebohemer, lyder anslaget, men engagementet i de tre konstruktioner udebliver. En vis tågesnak om jøder kontra ikke-jøder breder sig som en yderst klam fidus: »Vi hjemmetyskere. Vi er vore dages jøder«, siger knægten fra Als. »Sådan noget pis«, replicerer romanens eneste troværdige – og i øvrigt sympatiske – figur, nødkæresten Ditte, da heldigvis. Alligevel småfilosoferer forfatteren ideligt over tematikken, uden at gøre det klart om det er satiren eller alvoren, der står ham nærmest. På samme måde kastes Kierkegaard sådan lidt halvlunkent på banen. Og læseren lades mere og mere kold, selv om det vist nok var ’den kvindelige’ mystik, der skulle holde hende varm. Derfor kan den makabre slutning også kun ses som et febrilsk forsøg på dramatik før lukketid. ’Eivissa’ er Hans Schmidt Petersens tredje roman på dansk, mens det er blevet til fire krimier på tysk. Altså et forfatterskab med både år og udgivelser – og priser! – på bagen, hvilket alt i alt opbygger en vis forventningshorisont. På den baggrund er ’Eivissa’ en bog, reolen sagtens kan være foruden. Måske de upolerede sexscener kan sikre den en plads under madrassen.
Døden på Ibiza







