Hvad læser du?

Lyt til artiklen

Hvad læser du i øjeblikket?
»Jeg er lige blevet færdig med Morten Sabroes ’Du som er i himlen’. Der er nogle utroligt morsomme iagttagelser, f.eks. den indledende flyvetur over Atlanten til New York, hvor alle kabinetoiletterne går i stykker. Men der er også voldsomme udslip, monotone gentagelser og pumpende rockmusik, og det er ikke helt min smag. Den meget følelsesladede udstilling af en familiekonflikt har jeg lidt svært ved at engagere mig i, og den måde, han udleverer Buster Larsen på, er ubetænksom. Men Sabroe er et kæmpe talent«.

Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
»Paul Austers ’Moon Palace’, som jeg har haft fornøjelsen at indlæse som lydbog. Fordi jeg arbejdede så intenst med den, blev jeg tvunget til at sætte mig grundigt i den. Auster er helt klart én af mine favoritter, og han laver nogle plot, som man som læser kan blive ved at finde nye ting i. Han er en fantastisk dramaturgisk konstruktør«.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
»Samuel Becketts dramatiske tekster har betydet meget i mit arbejdsliv. Beckett er den forfatter, der med færrest ord udtrykker mest. Han er minimalismens mester, en mystisk begavelse og en stor sprogkunstner. Der går historier om, at han kan huske så langt tilbage til, da han lå i sin mors mave. Men samtidig siger han, at han ikke ved, hvornår livet begynder, og at han stadig venter. Både hans prosatekster og hans biografi har betydning for mig, og jeg er slet ikke færdig med ham«.

Hvilken bog var den første, du læste?
»Knud Meisters Jan-bøger slugte jeg, da jeg var omkring 7 år. De var spændende for en lille dreng, og det var på sin måde drengenes krimier. Men ud over Leif Davidsen er det er længe siden, jeg har læst krimier«.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?

»Jeg kunne godt tænke mig at læse ’Yacoubians hus’ af egypteren Alaa Al Aswany. Han beskriver alle beboerne i et hus i det overfyldte Cairo. Alle de forskellige karakterer danner en hel verden. Men jeg er lige begyndt på en ny Beckett-biografi af James Knowlson, som jeg skal have læst først. Han er en af de forfattere, der har kendt Beckett. Han var en sky mand, og der var ikke mange, der måtte komme indenfor. Men det gjorde Knowlson, og det er spændende at læse hans iagttagelser«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her