Der er ingen grænser for, hvad vi vil gøre for at blive berømte. Om det så kræver, at vi skal åbne en kuffert på tv, boltre os i et badekar med fugleedderkopper eller optræde ualmindeligt egoistisk på en øde ø, så gør vi det. Bare vi bliver set, og folk begynder at tale om os. Og det er nok det behov, der har drevet Dong Changcheng fra Kina, som har slået verdensrekord i at trække den tungeste bil længst med det nederste af sine øjenlåg. 10 meter trak kineseren en 1,5 ton tung bil med et reb, der var sat fast til hans øjenlåg. Megaklamt! Men så er han også blevet optaget i Guinness World Records 2008, der netop er kommet på gaden iført et dejligt selvlysende rødt cover og spækket med bizarre rekorder. Og blevet berømt – for nu sidder du faktisk og læser om ham helt omme på denne anden side af jordkloden. Ashrita Furman fra USA har slået verdensrekord ved at hoppe 234 gange på et minut på en kængurustylte. Rolf Iven fra Tyskland har gået 19,1 meter på rødglødende kogeplader. Og Rune Naeri fra Norge har spist 187 østers på 3 minutter. Rekordbogen er virkelig et freakshow, der overgår ens vildeste fantasier. Man kan tilsyneladende slå rekorder inden for cowboykunst – piskesmæld, øksekast og Texas-sjip – være flest om at jodle – 1795 personer – eller bygge den største monstertruck – 17.236 kg. 100 meter rygsvømning Eller man kan svømme 100 meter rygsvømning på 52,98 sekunder, som Aaron Peirsol gjorde tidligere på året. Tage et par kilo på og prøve at overgå Manuel Uribes 560 kilo eller arrangere et hundebryllup, der overgår det, der blev holdt i februar i år, hvor 27 hundepar blev smedet sammen. Man kan alt – og vi vil tilsyneladende gøre hvad som helst for at blive set og hørt. Næsten til at blive forarget over. Men rækken af utrolige og grænseoverskridende rekorder gør faktisk Guinness World Records til en stærkt underholdende makker på en kedelig søndag. Anderledes uskyldigt forholder det sig med Børnenes Rekordbog, som er udkommet siden 1989, men som har levet en stille tilværelse i skyggen af big brother Guinness. Her er der ingen, der har trukket en bil i øjenlågene eller gået på kogeplader. Bogen er nemlig henvendt til – ja – børn og især danske skoleklasser, der tilsyneladende har gjort det til en dyd at slå en rekord og komme med i et finurligt selskab. Og det må være de tanker, der har fået 15 brobizzbørn i alderen 5 til 7 år til at stimle sammen som sild i en tønde for at slå rekorden ’flest børn i en affaldscontainer’. Eller det, der har fået Marc Lange Nielsen fra Viborg til at hoppe 5,724 kilometer rundt om Søndersø på en kængurustylte. Ja, der var den igen, og den er åbenbart voldsomt populær, for Børnenes Rekordbog har adskillige rekorder, som er foretaget i samspil med en kængurustylte. Men hvad det er, der har drevet Mette Bjerregaard Toft Rasmussen fra Vejen, er sværere at gennemskue. Pigen har Danmarks største samling af tandbørster, 678 i alt, mens Sille Hendriksen fra Rødby har ikke færre end 14.083 forskellige servietter, og Oscar Holsøe har 176 legomænd. Stopdans og sæbeboblepustning Freud ville få noget at tænke over, hvis han vidste, hvad danske børn samler på. Læbestifter, ugler, teskeer og Tomas Tog og vennerne. Og hvis han hørte om de unger, der bruger timevis på stopdans, sæbeboblepustning og forsøg med blyanter under næsen, ville han nok løbe skrigende bort. Desværre for ham, for Børnenes Rekordbog er et rigtig godt eksempel på, at børnene, deres forældre og lærere er mere kreative, end man måske tror. Det kan godt være, at Pokemon og computeren er opfundet. Men for danske unger er der vist ikke noget, der kan slå et knækbrødstårn eller en hæklet snor på 5,5 meter af banen. Heldigvis.
5.724 kilometer på en kængurustylte








