Den 7. november 1937 sad forfatteren Gustaf Munch-Petersen på 25 år og hans kone på 28 i deres køkken i Gudhjem og talte over et glas vin.
Lisbet var gravid i 8. måned og gik tidligt i seng. Næste morgen var Gustaf forsvundet, uden varsel. Den forfærdede kone fandt kun et hastigt brev om, at »Jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem i nogen Tid« for »at leve under andre Forhold« og »prøve mine Tanker paa en haardere Maade, end det er muligt i de gode Forhold, jeg lever under hos dig«. Han vedlagde 50 kr. og mindede om den faste ’apanage’ fra hans forældre. Lisbet vidste intuitivt, hvad brevets omskrivninger betød: at hendes mand og far til snart to børn ville tage illegalt til Spanien og melde sig som frivillig på den republikanske regerings side i borgerkrigen mod general Francos officersoprør. Hun havde ret. Så drastisk begynder Ole Sohns bog om digteren Gustaf Munch-Petersen, hans spring ind i ilden og hans død knap fem måneder efter. Historien har fascineret mange, sidst Klaus Rifbjerg i romanen ’Esbern’ i 2005, men her fortælles den med nye detaljer, bygget på breve, samtaler med familie og vidner, dokumenter og ukendte fotos. Drøm om gennembrud Sohn tegner Gustafs opvækst som filosoferende nørd i det liberale professormiljø med et særligt forhold til den svenske mor. Der skulle jo blive en digter af ham, og at han stavede sine digte med demonstrativt små bogstaver var det mindste af hans oprør: »…min verden er en anden end jeres, / min glæde, min smerte er en anden end jeres … jeg tror, jeg har ret, naar jeg gaar til mit eget land. / men jeg gaar tøvende…«. Den tøvende søgen gjorde ham skiftevis til kryolitarbejder i Ivigtut, boheme i »det mest vilde af det københavnske natteliv«, som Sohn imponeret siger, psykiatrisk patient og konfessionel surrealist med tilknytning til tidsskriftet Linien 1934-35. Men også til nyskabende lyriker og maler, der udstillede sammen med selveste Klee, Miró og Dali.
