Hvorfor er det Rote Armee Fraktion, du har valgt at kaste lys over? »RAF var en del af 68-generationen ligesom jeg selv. RAF er tæt på os. Den er et ekstremt voldeligt udslag af en politisk konflikt, som vi har udmærkede historiske forudsætninger for at forstå. Hos RAF har vi alle de ingredienser, der også indgår i den uendeligt langt værre mellemøstlige terror, vi oplever i dag. RAF viser os, at terror er et angreb på folkestyret og skal besvares som sådan«. Du var selv ung – og velsagtens venstreorienteret – da RAF så dagens lys. Hvilken betydning har det haft for dit arbejde? »Stor betydning. Jeg var en af lederne i det danske studenteroprør i 1968, ’Afghaner-Peter’, som bekendt. Jeg blev medarbejder og redaktør af Studenterbladet og fra 1976 skribent på venstrefløjens avis Information. For os var RAF alvor. Jeg anså den tyske terror for galskab og bedrag, men sådan så langt fra alle på sagen. Studenterbladet udkom med sørgerand i oktober 1977, og bladets daværende redaktør var repræsenteret ved Stammheim-fangernes begravelse i Stuttgart. RAF får adrenalinen op i mig«. Du har valgt at fortælle historien om RAF gennem personer. Hvorfor? »Fordi mennesker er interessante. Jeg ville undgå en lang opremsning af et historisk forløb og i stedet se begivenhederne i forhold til deres hovedpersoner. Brecht sagde engang, at mordere altid har navn og adresse. Mennesker har et ansvar. De kunne altid have handlet anderledes, og det gælder også RAF. Havde jeg bare beskrevet en bevægelse, var nogle måske kommet på den tanke, at den tyske terror i 1970’erne var uundgåelig. Men en person som Andreas Baader, RAF’s formelle leder, var en tanketom bølle, der drev andre i døden. Heri ligner han andre revolutionære ledere, der havde bedre held end han og erobrede magten. Folk som Stalin og Mao er siden blevet ophøjet til orakler og vismænd, fordi de som sejrherrer selv skrev historien. Med Baader ved vi heldigvis, hvordan virkeligheden så ud, da revolutionen trådte sine barnesko«. Revolutionære kræfter og skæbner er i høj kurs på de danske boghylder. Hvad tror du er årsagen til det? »Mange forestiller sig, at samfundsomvæltninger i vores del af verden er finere, mere oplyste og mere fornuftige end al-Qaedas religiøst inspirerede vanvid. Marxismens revolutionære står ofte i et romantisk skær, det kan man vel knap sige om Osama bin Laden. Men man kan også gøre skarn uret. Et nøjere studium vil få svært ved at påvise de store forskelle. En god del af de bøger, du taler om, viser os heldigvis folkestyrets fjender i hel figur«.
Sig mig lige - Peter Wivel







