Dramaet om mor og far

Lyt til artiklen

Tænkte man det ikke nok: Det måtte gå grueligt galt med dén barndom!

Brødrene Price er endt som de rene stiknarkomaner. ’Nålen i armen’ har Lone Kühlmann valgt at kalde sin samtalebog med James og Adam Price. Det er jo noget af en titel. Den refererer ganske vist til en udtalelse, som James Price har i slutningen af bogen – om dét at være søn af Birgitte og John Price, og om allerede fra lille af at blive taget med ind på Det Kongelige Teater, hvor far instruerede og mor spillede. Kærligheden til teatret – og afhængigheden af det: »Man har fået nålen i armen. På det tidspunkt aner man jo ikke, hvad man selv kan deltage med, men man sidder i saksen«. Fra nålen til saksen: det bliver vildere og vildere. Mor og far Nå, men til beroligelse for læserne: Brødrene har såmænd bare teatret i blodet, musikken i årerne, og for den sags skyld – ligesom deres far: mad på hjernen! Der følger ligefrem opskrifter med i bogen om ’slægten og brødrene Price’ – det er den bløde undertitel. Og der har sandt nok været Pricer på Det Kgl. Teater lige siden 1848, ligesom slægten har været i landet siden 1795. Linedansere, kunstryttere, klovner, gøglere, skuespillere – med eller uden sans for at lave og spise mad. I 1805 dør James Price, altså stamfaren; ifølge overleveringen, fordi han fik et kyllingeben galt i halsen. Med hensyn til den nulevende James og hans bror Adam, så er begge kendt herhjemme for den musik og de tekster, som de enten i samarbejde eller hver for sig har begået til scenen og tv – med James som komponisten og Adam som tekstforfatteren til revyer og musicals. Begge skriver også om mad i avisen, og det er der også kommet et par sjove historier ud af, bl.a. om Adams første tid på Politiken. Men sagt med respekt for både slægten og de dygtige brødre: så er det heller ikke sjovere eller mere spændende! Dertil er småportrætterne af f. eks. mormor og morfar ligegyldige, og dertil er brødrenes eget privatliv vel næppe af større offentlig interesse. Uden dermed at være sagt, at de ikke spiller en væsentlig rolle i dét, som er og bliver bogens ærinde: at fortælle dramaet om mor og far. Udenomsægteskabelige forhold For hovedrollerne i bogen – dem spiller Birgitte og John Price. De var engang det store par – ud af flere – i dansk teaterliv: han som skuespiller og iscenesætter på nationalscenen, hun først som skuespiller, siden også som instruktør og chef for bl.a. tv-teatret og skuespillet på Det Kgl. Teater. Store karrierer, med eller uden personlige omkostninger. Det er om dem, bogen handler. Og så om den arv – de glæder og problemer – der er og har været forbundet med at være børn af parret Price. Om alle de barnepiger og husassistenter, der var i tidens løb, mens forældrene dyrkede kunsten på de skrå brædder. For ikke at tale om de ægteskabelige sidespring, der også blev dyrket. At John Price var glad – ud over mad – for kvinder, det er en kendt historie. At Birgitte Price havde et længere kærlighedsforhold, er måske knapt så offentligt kendt: »Birgitte bevarede en stor diskretion omkring sit privatliv og indviede naturligvis ikke sine sønner i udenomsægteskabelige forhold. De var voksne, før de forstod, at den berømte franske scenograf, Bernard Daydé, havde et mere end almindeligt venskabeligt forhold til deres mor«. Ikke det samme Det er jo noget herligt snask! Det er i det hele taget en forrygende historie – et skidegodt drama – der, hvis materialet ellers havde været udnyttet og orkestreret godt nok, kunne være blevet til den store håndskrevne biografi om parret Price. Teater- og privathistorie i ét. Og gerne med sønnerne som kor og kronvidner, kort sagt: som det levende kildemateriale. I stedet må vi nøjes med noget, der så at sige smager af et taledrama, eftersom Lone Kühlmann også vil fortælle – eller netop: høre brødrene fortælle – om så meget andet. Blandt andet om, hvordan James på Ingrid Jespersens Skole allerede som otteårig var med til at sætte operaen ’Tosca’ op som skolekomedie. Og det er ligesom ikke helt det samme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her