Sagen er bøf

Lyt til artiklen

Der er mange paradokser ved Sven-Ole Thorsen. Et af dem er, at han har medvirket i cirka 100 film, men næppe sagt mere end tre ordentlige replikker. Resten er, som vi siger i Hollywood, muskuløs tavshed. Et andet paradoks er, at han som dreng – født i 1944 på Nørrebro – var en tynd splejs, der måtte på svagbørnskoloni. Han var tilmed et UG-barn, han sang med i drengekoret, og så blev han naturligvis – det måtte jo komme – mistænkt for at være homoseksuel. Med andre ord: Det kunne være gået rigtig galt med Sven-Ole … han kunne faktisk være endt som en stor neurotisk forfatter. I stedet blev han altså stunt- og actionman! En handlingernes mand, snarere end en ordenes mand, og det er bestemt heller ikke tosset. Især ikke, når man i bund og grund er så fredeligt indstillet, som han er. Søn af en disciplineret politimand Et tredje paradoks er nemlig, at Sven-Ole Thorsen er søn af en disciplineret politimand og en noget udisciplineret mor – hun havde det med at tæske børnene med livremme og tæppebankere – men selv kan han ikke gøre en flue fortræd: »Jeg kan end ikke slå en myre ihjel, jeg flytter den i stedet for«, skriver han. Og pludselig sagde det så bang! – foreløbig dog kun inde i kroppen på ham selv: Da han var 13, målte han 1,93. Han var stadig tynd, så blev han dellet, men gradvis skiftede han sovsen og kartoflerne ud med sundere mad og blev en dag af sin fætter introduceret til moderne vægttræning. Det ændrede hans liv. »Alt sammen i en søgen efter en identitet. Endnu havde jeg kun taget de første, søgende skridt på vejen mod at finde mig selv«, noterer Thorsen, der giver et helt lille foredrag om kropskulturen hos de gamle grækere og om den interesse for bodybuilding, der fik et opsving under Anden Verdenskrig. Og sådan er det med det meste af hans selvbiografi: ærlig snak, selvkritisk og spændende fortalt, men ikke fri for også at være belærende, og undertiden underligt gammeldags i sproget. Om sin første udlandsrejse med sin første kone Anette hedder det f. eks.: »Jeg tror, det var den oplevelse, der grundfæstede min udlængsel og lyst til at være et sted, hvor solen altid skinner«. – Så fik vi det grundfæstet! Schwarzenegger Så er det straks sjovere at høre om hans mange veje og afveje som dopingmisbruger og Danmarks stærkeste mand – om billøft, slagsmål, sexeventyr, et enkelt selvmordsforsøg og en bodybuilding-film med Danmarks blødeste mand, Bille August (som dog nøjedes med at instruere) – og så var og er der jo Arnold. I 1978 mødte Sven-Ole Thorsen for anden gang Schwarzenegger, der kom på besøg i København for at markedsføre dokumentarfilmen ’Pumping Iron’ – den danske titel er så langt bedre: ’Sagen er bøf’. Små ti år senere pakkede han så alle musklerne sammen og drog over til Arnold og det ultimative solskin: Hollywood. Om det eventyr handler resten af bogen. Det bliver bogen ikke mindre underholdende, heller ikke mindre omstændelig eller for den sags skyld – mindre kulørt af: Kærligheden (først lykkelig, siden ulykkelig) til slangekvinden Anniqa, mødet med en kultiveret Stallone, en pissefuld Oliver Reed, forholdet til den fyrige Grace Jones, en helvedes masse film med ’Gladiator’ som et – lad os bare sige kunstnerisk – højdepunkt. Et usædvanligt menneske Og med Steven Seagal som virkelighedens skurk og som sagt: med Arnold som noget nær superhelten. »Der er langt imellem mennesker som Arnold. Han er et meget usædvanligt menneske. (…) Når han først har besluttet sig for noget, så trodser han smerte, træthed og følelser, til han har nået sit mål«, skriver Thorsen, som en stor dreng, der ser op til den endnu større dreng. Og foreløbig er det jo gået godt med dem begge. Schwarzenegger er i dag guvernør i Hollywood og omegn, og Thorsen er hermed og langt om længe sprunget ud som forfatter. Ikke nogen stor forfatter, men dog med sit liv og sin identitet så meget i behold, at han slår godt til selvbiografien – og slipper levende fra det. Københavnerhistorie og amerikansk actionfilm i ét, fortalt gennem en optik, der er lige så spøjs som spændende: muskler, muskler og atter muskler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her