Ensomme 92-årige Gerda Persson bliver fundet død i sin lejlighed, og sagen ender snart hos distriktets bobestyrer, Marianne Folkesson. Bid mærke i efternavnets folkelige klang. Denne øvrighedsperson kommer nemlig snart til at spille fornuftens og redelighedens korstemme i Karin Altvegens nye thriller, ’Skygge’, der er stram, skridsikker og smal som en antik græsk tragedie. Lige så streng og retvinklet, lige så ubønhørlig og lige så sluttelig skrækkelig som hedenske guders hybris og hævn. Vi er i den gudløse og nådesløse verden, vi mestendels kender fra Euripides’ tragedier, hvor erotik er dårende destruktiv, hvor hurtig sex fører til slægtens langsomme ragnarok og terminale undergang. Gerda Persson har nemlig været husholderske for den store svenske forfatter og nobelprismodtager Axel Ragnerfeldt. Men hun har sælsomt alle hans værker i sin fryser, så noget klinger ikke helt rent inde bag hendes forne arbejdsgivers fine facade af intellektuel overlegenhed og smagfuld borgerlighed. Selv ligger Axel hen som en tavs grøntsag efter et slagtilfælde, mens konen Alice svømmer rundt i bassiner af chardonnay og anden hvidvin. Alt imens sønnen og kvindebedåreren Jan-Erik, gift med stakkels forsømte og forfrosne Louise, fermt og flot forvalter faderens forfatterskab til en pengemaskine på lige dele kold kasse og global velgørenhed. Men i Perssons testamente skal en ung mand og dramatiker med et alkoholproblem, forældreløse Kristoffer, arve Persson kvit og frit. Postbuddet ringer på for anden gang Hvorfor det, og hvad sker der? Eller snarere skete der inde i luksusvillaen og patricierlejligheden hos dette højtbelagte borgerskab på sjælsadel og åndsaristokrati? Skeletter begynder at falde ud af skabe, nyt kommer for en dag, medens ugler i mosen tuder som antikkens furier og norner. Postbuddet ringer på for anden gang med breve om en kærlighedshistorie med rødder i både Anden Verdenskrig og stockholmsk boheme, som langsomt, men sikkert skyder sig op af den golde jord under det polerede parketgulv hos familien Ragnerfeldt. På blot fire romaner er Karin Altvegen blevet Sveriges hemmelige krimidronning. Hun begyndte sit bemærkelsesværdige forfatterskab på en dyb depression efter storebroder Magnus’ død som bjergbestiger. Sålunde er Altvegens romaner fra start ikke humørbomber, men ligger til gengæld litterært set lysår fra Liza Marklunds markskrigeriske råb og larm. Alt er falsk som vand ’Skygge’ er sat elegant op med sordin i en kølig impressionistisk stil, som både minder om kollegerne Barbara Vine og Karin Fossum plus gamle Papa Hemingway. Hun har således på det sæt skelsættende trukket den skandinaviske krimi ud af den hidsigt programmerede sociale boksehandske og skubbet plottet væk fra den noget sæsonbetonede og sensationelt bekymrede indignation. Kritik af kendiskulturens Sverige og nationens larmende vild med dans-mediecirkus er der nok af i ’Skygge’. Det er suverænt designet, at vi uden at kede os skal en tredjedel ind i ’Skygge’, før vendepunktet indtræffer med den ildevarslende nødvendighed, som kanoniserer den fortræffelige, suggestive thriller. Desuden at Altvegen, som så mange andre gode krimiforfattere i dag, netop ikke griber til blod, underliv og indvolde i sin afdækning af sagens rette og rædselsfulde sammenhæng. Derimod på egen psykologiske facon inciterende antyder, at alt ikke er, som det skal være, at det meste er uforudsigeligt som ’rundt om hjørnet’ på en ukendt flod. Ja, at alt er falsk som vand, fra forfatterfamiliens fine navn til alt det andet betydningsfulde og omkalfatrende, en ordentlig anmelder ikke må røbe i sin anmeldelse. Kanske ’Skygge’ slutter for melodramatisk og gennemført ødelæggende, noir bøjet i tredje grad, men vejen ad hvilken er sublimt spændende, ganske gribende som netop det græske skæbnedrama. Lad mig imidlertid lande på en kliche: Kære læser, læser du kun én krimi om året, så bør ’Skygge’ stå på din ønskeseddel, ligge under dit juletræ eller være din reservation på dit lokale bibliotek. Amen.