Noget af det mest interessante ved genrer er, at de i bestemte henseender opfører sig som biologiske arter:
De opstår, udvikler sig, muterer, lever og uddør. Dør enten i den forstand, at interessen fader ud, eller i den forstand, at det bliver så godt som umuligt at skabe nye levende værker inden for genren. At det sidste er tilfældet for salmegenren, blev stadig tydeligere i løbet af det tyvende århundrede. Det er ikke mindst på den baggrund, at lyrikeren Simon Grotrians hymniske bedrift er bemærkelsesværdig. Sidste år udgav han en samling af kristne salmer, ’Jordens salt og verdens lys’ – som allerede er udkommet i tre oplag – og nu følger han op med en ny samling, ’Din frelser blir din klippe’, som ligeledes puster nyt liv i genren. Det mentale skelet er fortsat den kristne forestillingsverden: »denne verden«, som det gennemgående hedder, er herre nederen. Den er gemen og grotesk og fængselsagtig, og den optræder i modsætning til Guds ’hjem’, som befinder sig bag himmeldøren. Men kollisionerne mellem de to verdener er så syrede og rent ud sagt sjove, at man gang på gang må overgive sig til Grotrians rimede og traditionsbevidste salmevers. Længsel i løsslupne billeder Denne skyggeverden, som vi lever i, er fyldt op med øredøvende larm og kvalmende tomhed – med færdigretter, nye køkkener, tv-skærme og stress. Men hør så bare, hvad der venter på den anden side af døden: »Vi vrider porten om og står i Paradis/der falder klortapeter ned og nougatis /vi støber kærligheder med et kys som pris /da er vi sukkerdryssede på englevis«. En af Søren Kierkegaards store erklærede ambitioner som forfatter var at fastholde patos og ironi på én gang i sin skrift. Det er noget i samme stil, Grotrians salmer stræber efter. De flyder over af længsel efter frelse og forløsning, men de oversætter samtidig længslen i løsslupne billeder, som begejstrer, uanset hvor uberørt man ellers er af det kristne budskab: »Verden er så kælen / der er hamsterspor på sjælen / giv mig Himmerigenøglen / jeg vil svinde bort som øglen«. Salmegenrens genopstandelse i Simon Grotrians vers er et lille litterært mirakel.
