Man er den, man er.

Jeg har for længst opgivet tanken om, at jeg gennem terapi skulle komme til bunds i sindets dybder og få belyst de traumer, livet har påført mig«, skriver Asger Baunsbak-Jensen, 75, præst, forfatter og tidligere radikal toppolitiker. Han har udgivet ikke mindre end seks erindringsbøger allerede, men her fortæller han for første gang åbent om sin psykiske lidelse, depressionen som han har arvet fra sin far. Eller har fået på grund af sin far – bogens første (og bedste) halvdel handler om at være enebarn i en familie, der er nødt til at lukke sig om sig selv, fordi faderen med jævne mellemrum får det, der dengang hed ’dårlige nerver’. Den lille dreng lærte at gå stille med dørene, når faderen »pludselig blev rasende over et ord, der faldt, en ting der blev nævnt, han blev forvandlet, blev vild i øjnene, grå i ansigtet, håret strittede. Det var ikke min far, det var en fremmed, en vild«, skriver Asger Baunsbak-Jensen.
Et svært barneliv Det forfærdeligste sker, da drengen finder sin far i gang med et selvmordsforsøg ude i laden. Han må love at lade være med at fortælle det til sin mor, og således føjes endnu en byrde til et svært barneliv. Siden har tungsindet og angsten, den lammende, kvælende følelse, der angriber uden varsel, fulgt ham. Nu holder han depressionen i ave med piller, stramme rutiner og en stærk vilje, men op gennem voksenlivet troede han, at travlhed og aktiviteter kunne være et bolværk mod de mørke tanker. Den unge Asger ville det hele, blev landsformand for Radikal Ungdom, skoleforstander, folketingsmedlem, undervisningsdirektør, han holdt foredrag, skrev kronikker, giftede og skilte sig to gange og fik tre børn.