Første bind af Mervyn Peakes mesterværk ’Titus Groan’ udkom endelig på dansk for et par år siden. Ventetiden på bind to har været næsten ubærlig, men heldigvis bliver forventningerne til Arne Kellers fordanskning indfriet til fulde. Peake kan bruge en halv side på at beskrive et træ, en klippe eller den dybrøde farve i et borgkammer. Det er en dyb og berigende sproglig oplevelse at læse ham på et dansk, der kommer ud i alle afkroge af farve- og følelsesskalaerne. Bravo! I første bind fødtes lille Titus, den 77. jarl af den ældgamle herskeræt Gormenghast, men puslingen var for lille til at få indflydelse på noget som helst. Han og alle andre måtte overlade scenen til den begavede køkkendreng Steerpike, der med psykopatens evne til at forblænde sine omgivelser langsomt, men sikkert erobrede terræn i magtens allerinderste cirkler. Grusomhed er grænseløs I trilogiens bind to fortsætter Steerpike, der nu er blevet ældre, sit undergravende og opadstigende arbejde. Som en Robespierre på speed udrydder den høje, magre dræber, som Peake har givet en fugls bevægelser, målrettet og skånselsløst sine konkurrenter. Hans grusomhed er grænseløs, hans list og sans for magtudøvelse en Machiavelli værdig, men hvor længe vil hans omgivelser forblive blinde over for kilden til den ondskab, der flyder fra hans mørke blod? Hvornår vil ungdomsoprøreren Titus, der gør, hvad der passer ham, selv om han gang på gang bryder med slottets ritualer og traditioner, træde i karakter på en måde, der kan gøre det af med den personificerede ondskab? Det skal ikke afsløres her, men glæd Dem til det afgørende opgør, slaget som fører fortællingen om Gormenghast helt nye steder hen. Og se frem til at møde de nye fantastiske skikkelser i den gormenghastske verden. Den gamle rektor dør Lærerkorpset ikke mindst. En ondere parodi på det stive engelske kostskolevæsens kappeklædte tyranner findes næppe på skrift. Den ene mere indbildsk end den anden og alle til hobe helt ude af stand til at tackle den simpleste pædagogiske opgave. Da den gamle rektor dør, skal der findes en ny, men hvem? Utrolige Bellgrove med den store hvide manke og den uudslukkelige hunger efter en kvindes kærlighed render med sejren – og med kvinden ligeså. Hans udkårne bliver Irma Prunesqallor, den magtfulde doktors idiotiske søster. Hendes tåbelighed er legendarisk, hendes fremtoning en forulempelse af alle æstetiske forestillinger, men hun er dog en kvinde, og dem er der få af. Oldgamle ritualer Da samtlige lærere, de er alle enlige, en dag bliver inviteret til selskab af mageløse Irma, får de travlt med at gøre deres hoser grønne. Bellgroves kurmageri, Irma og hans snak under månen og det groteske parforholds efterfølgende genvordigheder er kostelig læsning. Et gammelt slot med tilhørende oldgamle ritualer, en kostskole med uregerlige elever, et magtspil mellem rektorer og lærere og en verden udenfor, som lever helt anderledes. Peakes mesterværk, der er fra 1946, er ikke for børn. Skulle der hist og her være en enkelt voksen, der har fået nok af flyvende koste og tryllestave i regi af J. K. Rowling, må Gormenghast være målet for næste rejse i litteraturens verden. Det er romankunst for viderekomne. Gormenghast udkom et par år før Orwells store dystopi ’1984’ om det totalitære samfund. Den fantastiske historie Mervyn Peakes fabel lever sit eget liv, men også han trækker vod i menneskets grumme erfaringer med – og drift efter? – magt. Både i flok og på individniveau. Han endevender og udleverer hierarkiske verdeners svagheder. Han stiller skarpt på kombinationen af begavelse og herskersyge, så man altid vil kunne få øje på denne verdens Steerpiker. I det perspektiv er Gormenghast en vaccination mod både store og små despoter, men den fantastiske historie skal først og fremmest læses for sin egen skyld. Gormenghast: Grufuld og gavmild og så god, at man tror, det er løgn.