Sværdet fra Odin’ er en helstøbt vikingekrønike om ære og svig, og hvad deraf følger.
Carina Evytt har tidligere skrevet gyseren ’Let bytte’. Nu indtager Vølsungerne scenen med brask og bram. Danske kvinder viger ikke tilbage fra valpladsen i disse år. Før Carina Evytt har både Josefine Ottesen (’Krigeren’) og senere Susanne Clod Pedersen (’Arnulf’ og ’Veulf’) grebet fortællesværdet for at bore det dybt i læserens læsebryst. Signe og Sigmund er kong Vølsungs tvillinger, og deres dramatiske liv er historiens kerne. Først bliver Signe tvangsgiftet til den listige konge af Gøtaland. Senere kommer brormand for at hævne. Barnemord. Snigmord. Giftmord. Intet drabsmiddel forbliver uprøvet i denne voldsomme beretning fra en voldsom tid. Odin og Loke krydser de medvirkendes veje. Det ender sjældent godt. Carina Evytt har et godt tag på sine tvillinger. De kommer levende ud af fortiden. Med hårde kanter og døden som nabo. De opfører sig anderledes end moderne mennesker, men på den sidste sjat af fortyndet vikingeblod kan man dog følge og forstå dem. Helt frem til den logiske, skæbnetunge afslutning. ’Sværdet fra Odin’ er mere end underholdende. Fem skjolde til den. Men mon man kendte ordet »medicin« dengang?







