Syd for Napoli, på vulkanen Vesuvs solbeskinnede skrænter, boede engang en lille familie: hr. Pizza, fru Pizza og deres søn Fiorino«.
Således indleder Lone Andrup historien om, hvorledes et kært måltid blev til. Det er en sjov og solbeskinnet bog for begyndere. Tegneren Anja Gram vandt Lone Andrup på et skrabelod. Der var ingen penge, men hun faldt for billeddelen af sidste års skrabejulekalender. Sammen har de bagt bogen om ’Fru Pizzas store opfindelse’. Hele den multo turbulento handling skal ikke refereres hér. Blot bør det nævnes, at før fru Pizza var der ingenting. Kun opblødt brød og maste tomater. Nu er her både nummer 27 og nummer 13. Og masser af basilikum. Ind i handlingen er vævet en kærlighedshistorie imellem førnævnte Fiorino og vulkannaboens Bianca. Selv om den rige Alfredo, borgmesterens søn, forsøger at forhindre det, så smelter to hjerter sammen på bjerget. Anja Gram er en gevinst for en lattermild, italienskforelsket historie. Hun er moderne på en traditionsrig måde. Tegningerne videregiver de elskværdigste fordomme om det stolte folk – og alle deres biler. Til slut står trykt fru Pizzas originale opskrift. Vildt og voldsomt Drengen Zaki har lidt svært ved det med nummer 27 og nummer 13. Han er nemlig ikke begyndt i skole endnu; men nu står han alene i fars nyåbnede pizzeria og skal jonglere med dej, fyld og ild. Sådan går handlingen i Gunvor Bjerres billedbog ’Superpizza’, der har supertegner Mette-Kirstine Bak ved billedroret. Hvordan slipper Zaki ud af pizzapinen? Jo, han opfinder den ene geniale blanding efter den anden. Chokolade. Vingummibamser. Makrel og meget andet. Folk er vilde med de nye smagsoplevelser, så da Zakis far kommer tilbage fra hospitalet, er pengekassen fuld. Og mon ikke Zaki ender med at få den cykel, han har plaget om? Vildt og voldsomt maler Mette-Kirstine Bak billeder af sprællende hænder og flyvende dejtallerkener. Alt surt og sødt fra farveskalaen er i brug, når tegneren trykker den af i en bragende billedrække, som næsten klemmer livet ud af en historie, der er både sød, sjov og omstillingsparat.







