Dansk Folkemindesamling er en forskningsinstitution, der bedriver kulturelle og antropologiske studier om Danmark i fortid og nutid.
Sådan et institut skal af og til markere sig med en udgivelse, og derfor er der gerne en underliggende institutionel dagsorden for en bog som denne, der sådan set er læseren uvedkommende. I forhold til andre lignende udgivelser er denne nu forbavsende læseværdig og tilgængelig. Bidragene udspringer af den voksende gren af den historiske og antropologiske forskning, der undersøger nationalismens opkomst, virkemidler og betydning, især fra det sene 18. århundrede til i dag.
Palle O. Christiansens indledende artikel om folkebegrebet er en vanskelig størrelse at navigere i, for han har vist ikke rigtig gjort op med sig selv, om han ville skrive en introduktion for den almindelige læser eller en avanceret forskningsdiskussion. Han kan begge dele, men har vist ikke haft en redaktør, der turde skære igennem.
To bidrag må især fremhæves: Rasmus Glenthøjs gennemgang af den norske nationalismes byggesten efter frigørelsen fra Danmark i 1814 viser bl.a. nationalismens politiske dynamik. Han viser f.eks., hvorledes de forskellige norske partier beskyldte hinanden for at være hhv. for danskvenlige og for svenskvenlige. Danskere og svenskere var dengang for nordmændene, hvad englændere og tyskere var for danskerne, nemlig nogle værre nogle.
Hvad er forskellen?
Jens Henrik Koudal svarer kyndigt på spørgsmålet, der må dukke op nytårsaften ved midnatstid: Hvad forskellen er på ’Kong Christian stod ved højen mast’ og ’Der er et yndigt land’.
Tommelfingerreglen er, at den ene er kongesang, mens den anden er nationalsang, men det er faktisk en relativt ny opdeling. De har gennem det 19. og 20. århundrede gjort hinanden rangen stridig som den egentlige nationalsang. ’Kong Christian’ (tekst af Ewald 1780, ukendt komponist), der så uskrømtet besynger fjendens blodige død, har oftest haft fortrinsstilling, ikke mindst fordi det danske kongehus også har indtaget rollen som centralt nationalsymbol.
