Hillary ligner en vinder«, konkluderer Michael Ehrenreich til sidst i sin bog om Hillary Rodham Clinton. Når man ser på, hvad den 60-årige Hillary har bedrevet i sit liv, ligner hun unægtelig en vinder, uanset om hun vinder dagens primærvalg og ender med at blive Amerikas nye præsident eller ej. Hun er bestemt ikke gået sejrrig ud af alt, hvad hun har rørt ved, hverken som advokat, guvernørfrue, præsidentfrue eller som senator for New York, men hun hører til typen, der bliver stærk og indædt af modgangen. Som dengang hun som førstedame stod i spidsen for en sundhedsreform, der aldrig blev til noget, eller da hendes mand, præsidenten, lå i med praktikanten. Så når hun kritiseres for ikke at have tilstrækkelig erfaring eller råstyrke til at blive præsident, er der vist tale om den form for kritik, der også kaldes misundelse. Jernvilje til at overkomme problemerne Det er svært ikke at blive fascineret af så viljestærk en person som Hillary Rodham Clinton. Det er da også fascinationen, der er drivkraften hos Kristeligt Dagblads medredaktør, Michael Ehrenreich, som har skrevet en udmærket og hurtigt læst biografi lige til at gå til for et dansk publikum, der ikke har hendes liv og karriere present. Overraskelser er der ingen af, men det kan ikke være anderledes, for Hillarys liv er vendt og endevendt: hendes barndom i Chicago, den strenge far, ægteskabet med Bill, hans sidespring og hendes jernvilje til at overkomme problemerne, hendes ejendomshandler og hendes religiøsitet. Det, man kender mindst til, er i virkeligheden hendes tid som senator, hvilket gør kapitlet om en tilsyneladende mere ydmyg side af hende til et af de mest interessante i bogen. Mange forvandlinger Resten af bogen handler om personen Hillary. Hendes politiske projekt bliver man ikke meget klogere på, hvilket ikke er forfatterens, men snarere hovedpersonens skyld. De mange forvandlinger, som hun har gennemgået i årenes løb, gør det vanskeligt at se en klar linje. Og det er netop Hillarys forvandlinger, der let får fascinationen til at gå over i forstemmelse. For historien om Hillary er også historien om den ekstreme forstillelse, som er blevet et vilkår for moderne politik – og i særlig grad amerikansk politik. Hillary har bevæget sig fra det demokratiske partis venstrefløj til et sted lidt til højre for midten, og det er en længere strækning, end det umiddelbart lyder, for i et topartisystem som det amerikanske rummer partierne store forskelle. Hillary går meget længere Skal man gøre sig håb om at blive nomineret som demokratisk præsidentkandidat, må man nødvendigvis lægge sig nogenlunde i midten, og hvis man oven i købet vil være præsident og også have fat i nogle af de republikanske stemmer, skal man placere sig lidt til højre for midten. Hendes upopularitet på både partiets venstre- og højrefløj indikerer, at hun strategisk set har placeret sig rigtigt. Men særligt troværdigt er det ikke. At politik kræver vilje til at indgå kompromiser, er én ting, men Hillary går meget længere. Alt fra påklædning til politisk indhold er tilpasset vælgernes smag. Andet end en konstruktion? Da det viste sig, at Hillarys mands kvindelige vælgere ville have en præsidentfrue, der bagte småkager og talte om de nære ting, så fik de det. Og hvis præsidentposten kræver, at retten til fri abort nedtones, så kan det også lade sig gøre. Eksemplerne synes uendelige. Så er Hillary andet end en konstruktion, skabt i vælgernes billede? Man bliver ærligt talt i tvivl. Og man forstår måske oven i købet, hvorfor hun er blevet det, i hvert fald delvis. Under den polerede overflade For hendes lange erfaring har vist hende, at den moderne og selvstændige kvinde, som hun var, da hendes mand blev præsident, ikke vandt amerikanernes respekt. Tværtimod. Til gengæld bakkede de hende op, da hun begyndte at bage småkager, og rigtig populær blev hun først, da hendes mand bedrog hende og løj offentligt om det. Den lære, som alle politikere drager, nemlig at skal man være tro mod alle andre, kan man ikke også være tro mod sig selv, synes Hillary at have draget i helt ekstrem grad. Når Ehrenreich skriver i sit forord, at »under den polerede overflade gemmer der sig en skarpsindig og kalkulerende politiker ...«, så er det mildt sagt. Hillary er nok en amerikansk historie, men hun personificerer frem for alt en universel historie om moderne politik.