Skaberens kort’ er en spændende og ikke mindst meget original spionhistorie.
En historie, som først og fremmest lever i kraft af sine interessante lokaliteter og anderledes indfaldsvinkler til verdenshistorien; samt af forfatterens evne til at væve nogle af de mest afsindige okkultistiske og mystifistiske sider af nazismen og fascismen ind i sit plot. Men oversættelsen skuffer. I 1953 ser den spanske arkitekt José Maria Hurtado tilbage på en netop afsluttet spionage- og kærlighedshistorie, som begyndte i 1937, da han som ung studerende boede på Det Spanske Akademi i Rom sammen med en blandet flok spaniere, som alle var strandet i Rom på grund af borgerkrigen i deres hjemland. Der var både Franco-tilhængere og republikanere blandt akademiets beboere og nogle, der som José Maria forholdt sig mere eller mindre neutrale. Et fælles problem for den lille flok er manglen på mad og penge, som José Maria søger at råde bod på ved sammen med den smukke kvindelige bibliotekar Montse at sælge en del af akademiets bogsamling til en romersk antikvar. Blandt skattene er Skaberens Kort, en legendarisk plan over den nyskabte verden, hvis ophavsmand skulle være Gud selv.







