I sin sidste tid studerede Charles Darwin, hvorledes orm reagerer på vibrationerne fra et klaver. Nået så langt i tjekkisk-amerikanske Peter Sís’ billedværk ’Livets træ’, virker den slags informationer ikke underlige på hverken børn eller oplæsere. Denne Darwin var virkelig et meget specielt gemyt. ’Livets træ’ er en fuldendt sammensmeltning af leg og alvor. Nærmest lidt henkastet nærmer tegner-fortælleren sig sit emne. Han strør om sig med ord og personer, som man kan tage til sig, hvis man vil. Det er ikke nødvendigt, for billedsiden har allerede skabt fornemmelsen af stor skæbne. Neden under tegningerne fortæller Peter Sís så Darwins historie i tre udgaver: Den offentlige, den familiære og den hemmelige. Kun på turen jorden rundt med H.M.S. Beagle (1831-36) forliges de tre Darwin’er i samme krop. Det er vel verdens mest berømte rejse! Forskeren må have følt sig som i en slikbutik. Bedaget tegnestil og farvelægning Senere kom angsten for huller i tænderne! Darwins resultater var så frygtindgydende, at han måtte holde et frikvarter på otte år for at studere levende og forstenede rankefødder. Peter Sís underspiller dramaet med en bedaget tegnestil og farvelægning. Det er fortid, og dog er det vedkommende. Der er ingen hip til den aktuelle diskussion om intelligent design, men det understreges, at Darwin selv underspillede konsekvenserne af sine opdagelser. I billederne føres øjnene rundt i alle kanter, der er et mylder af små, runde tegninger eller håndskrevne oplysninger. Det runde bliver firkantet i reportagen fra sejlturen. Hér er endnu et mylder af tegninger. Det ligner en graphic novel fra Victoriatiden. Der er en højtidelig stemning over denne biografi med store billeder i. Det er ikke for de mindste kigge-læsere. Snarere henvender ’Livets træ’ sig til større børn, der har fået en opgave i skolen: Skriv om en mærkelig mand! Oversætteren gør Darwins bedsteforældre til ’venner’. Mon ikke det betyder, at de var kvækere?
Mig og Darwin







