Forædt i sød og sort magi

Lyt til artiklen

Det er otte år siden, vi på dansk kunne læse Joanne Harris’ debutroman ’Chokolade’. Så kom Lasse Hallströms filmatisering med Juliette Binoche i hovedrollen som Vianne Rocher – kvinden, der blæste ind i en lille fransk landsby, fortryllede alle med sin hjemmelavede chokolade og sans for mennesker og kom på kant med den lokale præst, der var imod enhver form for nydelse. Forelskelsen i Roux, en utilpasset, fri fugl på en flodbåd, passede heller ikke ind i den bornerte landsby. Vinden blæser hende videre. Hvorhen, erfarer vi nu i efterfølgeren, ’Chokoladeheksen’, hvor vi møder hende fem år efter katastroferne i den franske landsby. Nu er hendes datter Anouk næsten teenager, og den lille Rosette, der blev frugten af forholdet til Roux, et mærkeligt barn på fire. Et kattebarn. Tale eller gå kan hun ikke, men selv om man ville kalde hende retarderet, er hun ikke uden evner. Det er Vianne eller Anouk heller ikke, men Vianne har lagt alle heksekunsterne på hylden – tegnene, synerne, tarotkortene, fantomdyr og hvad vi ellers har af hokuspokus – for at leve som den inkarnerede normalitet i Paris.
Hun er en identitetstyv
Her bestyrer hun en chokoladeforretning og planlægger at gifte sig med den rige, borgerlige husvært. Hun er blevet bange for sine magiske evner og er en gråklædt skygge af sig selv. Hendes bortgemte farvestrålende personlighed bemærkes imidlertid af kvinden Zozie de l’Alba, der altid er på jagt efter en ny identitet. Hun er en identitetstyv, der skifter ham, som det passer hende. Da hun får mavet sig ind i chocolateriet, begynder forretningen at blomstre. Vianne laver selv chokolade igen med al sin hjertevarme, og Zozie sætter hemmelige tegn overalt med stor effekt på kunderne. Hvid magi er afløst af sort okkultisme. Harry Potter-bølgen er ikke gået hen over hovedet på Joanne Harris, og i denne roman giver hun den for fuld udblæsning. ROMANENS SPROG er overtrukket med chokoladelyrik. Når Vianne smelter couverturen og føjer smør og fløde til blandingen, så den kan få trøffelkonsistens, »lugter den af historie, af Sydamerikas bjerge og skove, af fældet træ, spildt træsaft og røg fra lejrbål. Overtro og okkulte ritualer Den lugter af røgelse og patchouli og mayaernes sorte og aztekernes røde guld, af sten og støv og en ung pige med blomster i håret og en kop pulque i hånden«. Kødet på den stegte julegås er »så blødt, at det slipper benene på samme måde som en silkestrømpe slipper et kvindeben«. Hvilken kogebogsskribent kan gøre det efter? Det minder også om vinreklamer. På engelsk hedder romanen ’The Lollipop Shoes’ – slikkepindeskoene. De tilhører den farlige, strålende Zozie. De røde stiletter kan både bruges i vinduesudstillingen med magiske tegn under fodsålerne blandt trøfler, mendianter og andre chokoladespecialiteter, og til at forføre datteren Anouk med, der gerne vakler af sted på dem, indfiltret i Zozies garn. Men så dukker Roux op, for ikke at tale om Viannes ukendte mor. MAN FÅR virkelig nok af chokolade i denne meget lange roman. Også nok af dens sammensmeltning af overtro og okkulte ritualer fra alverdens riger og lande, der ydermere er kogt sammen med populærlitteraturens foretrukne emner – fordums elskende, der genfinder hinanden, mødre og børn, der forenes. Mørk gotisk tone Joanne Harris er mægtig dygtig – men altså, er det her virkelig et univers, voksne mennesker kan engagere sig i? Det grundlæggende tema – at være anderledes – der går igen fra debutromanen, er nu særdeles håndfast gennemspillet med en kraftigere udnyttelse af det magiske element i form af heksefiguren. Den første bogs lette charme er afløst af en mørkere gotisk tone, der kulminerer i romanens afslutning, der iscenesætter en kamp mellem den gode og den onde heks, inden den fader ud i en slutscene, der er sød og flydende som smeltet sukker på en stegepande. På det tidspunkt er læseren godt nok forædt. I chokolade og magi. Begge dele er bedst i afmålte doser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her