Hvad hvis der findes drager

Lyt til artiklen

Syv bind med Harry Potter, filmatiseringen af Pullmans ’Det gyldne Kompas’, hyldemeter efter hyldemeter fantasy i boghandlere og på biblioteker. Er markedet ikke snart mæt? Det har vi spurgt fantasyforfatter og -forlægger Lene Kaaberbøl om. Kan genren efterhånden bære mere? »Det kan den helt klart. Mange har en ide om, at fantasy skal være noget med elverfolk, drager og en dværg i ny og næ, men det behøver det ikke. Fantasy foregår i en anden verden – det er sådan set det – og dermed er det en genre, der kan bruges til utrolig meget. Det er også her, dens udviklingsmuligheder ligger. Samtidig skal man ikke glemme, at vi har brug for at få de gamle historier fortalt igen og igen. Dybest set kan man argumentere for, at vi fortæller de samme 13 fortællinger, fordi de opfylder et urpsykologisk behov i os, og det går altså ikke af mode«. Vores anmelder Steffen Larsen skrev i sidste uge, at »Femifantasy er lige for tiden ikke, hvad det har været«. Hvordan står det til med genren i Danmark? »Den er heldigvis ganske broget. Der er både traditionelle fantasymiljøer og nye udviklinger. Og Mette Finderups ’Dødsgudens løgne’ tager for eksempel fat i, hvad der sker, når vi er døde. Det synes jeg ikke er et særlig femiagtigt tema« Men det er kvinder, der skriver fantasy? »I Danmark er det åbenbart. Men også i udlandet er det en trend, at kvinderne har trængt sig ind i de mere spekulative genrer, der ellers var mændenes territorium. Det gælder nok især fantasy, men også den mere tekniktunge science fiction«. Er det ikke efterhånden svært at vide, hvilken ’hylde’ fantasy er skrevet til, »den med James Bond eller den med hobbitter«, som vores anmelder skrev? »I øjeblikket er der en hel masse krydsninger – altså at en fantasyroman samtidig kan være en heftig krimi eller gyser. Hvad skulle der være i vejen med det?«. Er der ikke en vis kannibalisme med alle de udgivelser? Min søn kikker tit op fra sine fantasybøger og udbryder: »Aj, hvor er det her hugget fra trilogien om Jordhavet« eller fra noget andet, han lige har læst. »Vi står alle sammen oven på de forfattere, vi har læst. Men han har fuldstændig ret i, at det kan give tomgang. Inden for fantasy er der skrevet meget, som ikke har tilført genren noget nyt. Hvor det er de samme lamme papmachédrager, der bliver hevet ud af hangaren. Men der er dæleme også skrevet mange dårlige krimier og ufattelig mange kedelige samfundsromaner. Som forfatter må man bare satse på, at man kan fortælle en af de der 13 gamle historier på sin egen måde, og det bliver interessant for læseren en gang til«. Så ingen afmatning? »Der har været en febrilsk interesse for fantasy i en periode, og det kan godt være, at den lander på et mere naturligt niveau. Man kan sagtens forestille sig, at medieinteressen vender linsen i en anden retning i et stykke tid, men der vil altid være behov for at tænke i de magiske hvis’er: Hvad nu hvis man kunne flyve, hvad nu hvis der fandtes drager«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her