Det er den åbenlyse hensigt med denne reviderede udgave af Bent Østergaards egen bog fra 1983 at vise, at indvandring er reglen og ikke undtagelsen i Danmarks historie, og at indvandring har bidraget positivt til den kulturelle og økonomiske udvikling.
Det er selvfølgelig prisværdigt igen at gøre opmærksom på dette forhold, der ganske rigtig bliver meget tydeligt, når det gennemgås fra begyndelsen. Det geografiske rum, der i dag er Danmark, blev befolket af indvandrere, efter at isen havde trukket sig tilbage for godt 10.000 år siden. Hvad vi ved om migrationer i forhistorisk tid, er ret begrænset. Arkæologer har – og især har haft – en tendens til at tolke ethvert kulturskift som et resultat af indvandring.







