HVAD SKAL man med en hustru, hvis ikke man kan skælde hende ud, når man er sur?«. Eller hvad med denne her: »Hustruen skal ikke bare sige det samme som manden. Hun skal også synes det samme. Står de i et værelse med gule vægge, og han siger de er sorte, er det ikke nok, hun givet ham ret. Hun skal også selv synes, de er sorte«. Manden, der ifølge traditionen har sagt sådan, hedder Runeberg og er forfatter til ’Fændrik Ståls Fortællinger’ og Finlands nationalsang, en finsk krydsning mellem Oehlenschläger og Carit Etlar, som lander et sted mellem Guldhornene og Gøngehøvdingen. Desuden havde han en kone ved navn Fredrika, der var nogenlunde til at digte, men bedre til at sige, at væggene var sorte, når hun skulle det. Om hende er der skrevet mange bøger, ikke mindst efter at det 20. århundredes kvindelige litterater blev opmærksomme på det 19. århundredes undertrykte kvindelige kunstnere. Den finlandssvenske litteraturprofessor Merete Mazzarella har skrevet endnu en, som er blevet indstillet som den ene af Finlands kandidater til Nordisk Råds litteraturpris. Det er et dristigt og grænsesprængende træk, finnerne dér har foretaget. Mazzarella er en strålende skribent og fortæller. Men hendes bog tilhører ikke, end ikke efter den mest liberale definition, nogen af de kunstneriske genrer, prisen hidtil har været forbeholdt. Hendes ’Fredrika Charlotta født Tengström’ – titlen skal give den undergivne hustru hendes ungpigeautonomi tilbage – er en veldokumenteret akademisk afhandling, hvor professor Mazzarella undervejs tager stilling til hidtidig forskning i emnet og poster 45 siders bibliografi, fodnoter og registre oveni. Får den prisen – og prisværdig er den bestemt – åbner der sig et helt nyt felt for den eftertragtede nordiske pris, for så skal i fremtiden alle velskrevne og veludforskede humanistiske afhandlinger tages med i betragtning. Runebergs kæresterier LET HAVDE fru Runeberg det ikke. Hendes mand var ikke bare berømt, han var også omsværmet og hurtig til at gå i bukserne på de sværmende damer. Merete Mazzarella undskylder, at hun bruger så meget plads på Runebergs kæresterier, med at »disse ’flammer’ er en del af finlandssvensk kulturtradition, som nu er ved at gå i glemmebogen«. Så lærte man det. Selv om Runebergs navn er fjernet fra bogens titel, fylder han meget i bogen. Det er ham, der bestemmer, hvor skabet skal stå, mens Fredrika lister sig rundt om det, gemmer sig bag det, og i det hele taget udfolder hele den hjemmegående digterhustrus taktik for at skabe sig et rum. Det er en temmelig tragisk historie, Mazzarella fortæller med let hånd. Dog ville den være endnu mere tragisk, hvis Fredrikas talent havde været større, end man får indtryk af. Ord som »ensformig« og »uspiselig« optræder i Mazzarellas sammenfatning af Fredrika Runebergs historiske romaner og kortere prosaskitser. Her er hverken tale om en Amalie Skram eller en Virginia Woolf, kun en af det 19. århundredes mange selvopofrende kvinder. Interessantest fremstår hendes kunstneriske selvbiografi, ’Min pens eventyr’, med titel inspireret af H.C. Andersen, stilet til hendes børn, først udgivet posthumt. Det er ikke mindst i den tekst Merete Mazzarella påviser den velkendte beskedenhedsretorik. Fredrika Runeberg var et ekstraordinært tydeligt eksempel på den kvindetype, der sætter sit lys under en skæppe og så sætter sig med hænderne i skødet og venter på, at omverdenen skal løfte på skæppen for at se, hvad den gemmer. I hendes tilfælde åbenbart ikke så meget.