Da jeg i 1999 anmeldte Brad Meltzers roman ’Den tiende dommer’, beklagede jeg mig over, at den ellers både spændende og komplicerede handling blev tynget meget af den lidet elegante måde, hvorpå Meltzer formidlede sin utvivlsomt meget omfattende viden om, hvordan USA’s højesteret fungerer. Det problem er Meltzer kommet over i mellemtiden. Også ’Skæbnens bog’ er sprængfuld af interessante, eller i hvert fald kuriøse, oplysninger om, hvordan livet former sig for den amerikanske præsident, for tidligere amerikanske præsidenter, og ikke mindst for deres medarbejdere, men denne gang er den en naturlig del af historien og forhindrer ikke handlingen i at løbe over stok og sten. Angstandfald og dårlig samvittighed Hovedpersonen i ’Skæbnens bog’, Wes Holloway, blev ansat som Præsidentens personlige assistent, da Præsidenten var præsident, og han selv var meget ung og fremadstormende. Nu er Præsidenten ’tidligere’ (det er forbudt at kalde ham ’forhenværende’), men Wes er stadig hans assistent. Wes’ liv er gået i stå. Otte år inden romanens hovedhandling blev han skamferet af et skud, da Præsidenten blev udsat for et attentat, som i stedet dræbte hans vicestabschef og ældste ven, Ron Boyle. Wes har siden da været bange for at forlade Præsidentens faderlige opmærksomhed, og han plages desuden af angstanfald og dårlig samvittighed, fordi han føler sig ansvarlig for Boyles død. Men nu er Boyle tilsyneladende genopstået fra de døde. Wes er måske den eneste, der ved det, men måske alligevel ikke, for Secret Service, FBI og CIA begynder snart at udvise en ubehagelig interesse for hans person. Det samme gør en gal morder og mesterskytte. Spændende og fantasifuld Wes tvinges til at mobilisere sine få tilbageværende venner – en kollega, en advokat med speciale i omstødelse af trafikbøder og en kvindelig sladderjournalist – for at redde livet. Det er en spændende og fantasifuld historie, som oven i købet krydres af en del humor. Man kan synes, at Meltzer gør det lidt for nemt for sig selv ved at veksle frit mellem Wes’ førstepersonsfortæller og en alvidende fortæller, der flytter rundt mellem de øvrige personers synsvinkel, alt efter hvad der passer forfatteren bedst, men det er en særdeles effektiv måde at få fortalt historien på. Tynd jagt gennem Florida Der er en del koder, der skal brydes undervejs på den vilde jagt gennem Florida, men netop denne del af historien forekommer temmelig tynd. Det komplot, der driver hele intrigen, forekommer ikke særligt troværdigt, og hvis man køber bogen, fordi man glæder sig til den storslåede frimurerkonspiration med rødder tilbage til Thomas Jefferson, som bagsideteksten stiller i udsigt, så bliver man slemt skuffet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen






