Havet er aldrig langt væk i Danmark, et lille land med over syv tusinde kilometer kyststrækning. Og det er heller ikke langt borte i John Bang Jensens nye novellesamling ’Kystnære områder’, hvori hovedparten af historierne finder sted i nærheden af en kyst. Det kan lyde ganske rart, sådan umiddelbart, men er det bestemt ikke, for havet trænger sig på også som en overvældende, ødelæggende kraft i Bang Jensens små fortællinger, der kredser især om sindets og normalitetens skrøbelighed. En posemands færden Som for eksempel i fortællingen ’Kryds’, der følger en posemands færden og tanker i anledning af et gensyn med hans yngste søn i en lystbådehavn, hvor han aldrig giver sig til kende. Eller i ’Stort selskab’, om en alkoholiseret drop-out fra Arkitektskolen, hvis morderiske bersærkergang på en tur til Sverige vi aner via hans egen hallucinatoriske beretning. Fortællerne, som folder sig ud i samlingens univers, skal man bestemt ikke bare forlade sig på. De gør, hvad de kan for at holde situationen flydende, men overbeviser kun sig selv om, at forliset ikke er forestående. Galskaben ligger på lur En anden gruppe af tekster i samlingen er ikke fortællinger, men snarere pasticher på en række ikke-litterære genrer. Brevkassen med indsendte forespørgsler og tilsyneladende saglige svar, den videnskabelig rapport, havarikommissionsrapporten og takkebrevet leverer nogle af de skabeloner, som John Bang Jensen fylder ud, ofte på surreel vis. Også her ligger galskaben på lur og truer med at kæntre den virkelighedsstruktur, som disse genrer ellers som regel hjælper med at bære oppe. Det er dystre mentale kyststrækninger, som John Bang Jensen afsøger i de tyve tekster, samlingen består af – med en sælsom fantasi, men dog også med en vis forudsigelighed. Man kan spørge sig selv, om det korte format virkelig er velegnet til at udforske virkelighedsopfattelsens frakturer med.