Nogle gange er Hanne Bartholin min yndlingstegner! Det sker, når hun (alt for sjældent) udsender en bog. Og det varer, til en af de andre gode tegnere også udsender en bog. ’Geparden Geo’ har dog ligget øverst på hitlisten her i flere uger, kan det oplyses. Det er sådan en billedbog, der cementerer udsagnet om, at ’less is more’. Læg dertil en farvelægning, der er decideret raffineret, voldsomme figurer, mørke gestalter. Og så indimellem en omgang diset hedeflimmer fra savannen, hvor den plettede gepard bor med sin mor.
Ellen Holmboe fortæller i rigtige rim den dystre historie om en identitetssøgende gepardunge, der først bliver parat til at være en voksen gepard, da kærligheden banker på hans plettede skind. Det er nogle tunge vers, som ikke altid ligger godt i munden. Der er »himmelens hvælv« og »fløjlsdækket himmel i nymånenætter«, men hvad gør det, når billederne venter på højresiden med løfter om meget mere.
