Pludselig sidste søndag

Kollage fra bogen
Kollage fra bogen
Lyt til artiklen

Tag Photoshop og en mandelkage! Tag tre krogede tanter og et kroget æbletræ! Tilsæt sorgen over at skulle begynde i skole i morgen. Og anbring denne allersidste barnesøndag iblandt norske fjelde og fjorde! Så er konturen der til Stian Holes bemærkelsesværdige billedbog ’Garmanns sommer’. Det er digitaliseret smerte i sin klareste form. Photoshop med indbygget tårekanal. Den nyskabende billedebog Stian Hole modtog sidste år den store pris på Bologna-bogmessen for denne ’nyskabende billedbog’. Så nyskabende er teknikken vel ikke. Helle Vibeke Jensen har gjort det i mange år. Men det nyskabende er de varme følelser, som stiger op fra kollagerne, og det perfekte parløb imellem ord og billede. Handlingen fortælles i hop, for Garmann er i krise. Tanternes traditionelle søndagsbesøg får gutten til at spekulere over livets gang og pletterne bag på en mariehøne. Han mærker også efterårets komme, skønt det er højsommer. Garmann er bange. Og hans frygt sætter sig i læseren/kiggeren. For han ser så ensom og fregnet ud på de store billeder, selv om der sker ting og sager.
En sjælden stemning af afklaret utryghed
De tre tanter er en gave mod enhver form for livstræthed. De tonser på – i hvert fald i billederne – selv om de hverken kan tygge eller tænke. Nu skal de nå den sidste færge hjem. Garmanns sidste sommers sidste dag er ved at slutte. På afslutningsbilledet står han i nynorsk Hopper-belysning og ser så ensom ud med den pakkede skoletaske bag sig. Det gør ondt. Og det gør også bogens sidste sætning: »Og Garmann er bange«. Stian Hole rammer med ’Garmanns sommer’ en sjælden stemning af afklaret utryghed. Den er nok til hylden med »handle with care«. Garmann lærer den hårde lektie dén søndag. Bogen er smuk som en snemand. Men hvorfor skal drengen have sådan et underligt navn?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her