Sex og kvindeliv i Riyadh

Foto AP
Foto AP
Lyt til artiklen

Sadeem blev forlovet. Hun var blevet lykkeligt overrasket, første gang hun mødte sin udkårne Waleed Al-Shari. Han skrev under på forlovelseskontrakten, hun satte sit ydmygende fingeraftryk, som hun skulle, og de følgende måneder inden brylluppet, milkah-perioden, lærte brud og brudgom hinanden at kende ved officielle og mindre officielle møder. Waleed viste hende kolossal omsorg, tog hende ud og spise på dyre restauranter, og veninderne var misundelige. Han ville have mere af hende På de mindre officielle møder så de videofilm sammen, og en aften blev det uskyldige farvelkindkys hedere end normalt. Han ville have mere af hende, kunne ikke vente til brylluppet, og i den følgende tid pressede han hende konstant til at gå videre. Men den nat hun gav sig hen til sin kommende mand, mistede hun ham. Sadeem var dumpet, uværdig som hustru for en mand af ære, hvordan kunne han stole på hende, hvis hun ikke kunne udholde ventetiden. Brylluppet blev aflyst. Den unge saudiske forfatter Rajaa Alsanea er en moderne sheherazade, der næsten hver uge fra februar 2004 til august 2005, mens hun uddannede sig til tandlæge i Chicago, sendte mail rundt til en stadigt stigende gruppe af modtagere i sit hjemland. Fortællingerne om fire kvindeskæbner blandt Riyadhs allerrigeste er samlet i bogen ’Girls of Riyadh’. De veluddannede frihedslystne kønne unge kvinder henlever en tilværelse i kongerigets fløjlsklasse, hvor et knust hjerte behandles med et halvt års ophold i London med alle udgifter betalt af far. Et kig ind bag sløret Derved adskiller Riyadhs piger sig ikke synderligt fra rige forældres børn andre steder i verden. Men litterært er hendes roman dog en betydelig større oplevelse end Wei Huis delvist parallelle og ligeledes forbudte bog ’Shanghai Baby’, der delvist selvbiografisk skildrer vild ungdom og kvindelig seksualitet i Kina. Og det oplysende ved romanen er da hverken skildringerne af bamser med diamantøreringe som forbudte Valentinsdag-gaver eller de knuste hjerter, men det sjældne kig ind bag sløret i et hyklerisk, racistisk patriarkat, der endog videreføres mest nidkært af de mødre, der selv er blevet grueligt mishandlet i det. En af pigerne, Gamrah, bliver gift med Rashid, en arabisk mand, der studerer i USA, men så snart de ankommer til Amerika kort efter brylluppet, mister han al interesse for hende. Mod deres aftale dropper hun præventionen, i håbet om at et barn vil få hans øjne op for hende. Ydmyget og gravid Først da hun er blevet gravid, opdager hun årsagen. Ægteskabet var kun et skalkeskjul over for hans familie, så han kunne fortsætte sit forbudte forhold i USA til en japansk kvinde. Definitivt ydmyget og med Rashids barn i maven, må Gamrah rejse hjem og med mors råd forsøge at skjule sandheden om sit forliste ægteskab, men vanærende skilsmissepapirer kommer i forvejen og forpurrer hendes planer. Hvert kapitel indledes med et relevant korancitat eller linjer fra arabiske digte, der kommenterer den aktuelle fortælling. Ligeledes kommenterer Rajaa Alsanea selv på reaktionerne fra mailgruppen, der ifølge hendes egne ord deler sig jævnt i folk, der truer hende for at tilsvine deres stolte traditioner, og dem, der velkommer hendes ligefremme skildring af livet i skyggen af Saudi Arabiens konservative traditioner. Kritikerne er kvinder Interessant er det igen, at det er kvinder, der er i flertal blandt hendes kritikere. »Alle anklager mig for den ballade, jeg har rejst omkring tabuemner, som folk aldrig har været vant til at diskutere så ærligt i vores samfund, specielt ikke når åbningssalven kommer fra en ung kvinde som mig«, skriver hun et sted. »Men findes der ikke et udgangspunkt for enhver social forandring? Og dette tror jeg på: Jeg kan måske finde enkelte, der tror på min sag lige nu, eller også kan jeg ikke, men jeg tvivler på, at jeg vil finde mange modstandere, hvis jeg kigger halvtreds år frem«. Man kan kun håbe, hun har ret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her