En bog med titlen: ’Einstein. Hans liv og univers’ må næsten uundgåeligt lande imellem to stole.
Denne, der i øvrigt er nydeligt og indbydende udgivet, gør det i hvert fald. De to stole er allerede nævnt i titlen: liv og univers. Liv: Det er manden Einstein, 1879-1955, jøden, ægtemanden, elskeren, faderen, kollegaen, humanisten, forsørgeren, indvandreren, videnskabsmanden … og her begynder det allerede at gå galt. For et univers som Einsteins er kun tilgængeligt for relativt få. Jeg fatter i hvert fald så godt som intet af de halve og hele kapitler, der handler om det, der for alvor fyldte Einsteins liv og tanker: kvanter og relativitetsteori, for ikke at tale om feltteorien. Det er der selvfølgelig mange, der gør, men for dem vil Walter Isaacsons redegørelser ind imellem de biografiske oplysninger og små anekdoter muligvis være utilstrækkelige og utilfredsstillende.







