De sidste 30 sider af ’Hjem fra Afrika’ er en langsommelig beretning om en langsommelig bjergbestigning, der faktisk ikke har ret meget med resten af bogen at gøre.
Bortset fra at bjerget er Kilimanjaro, og at Corinne Hofmann dermed igen betræder det Afrika, hun forlod ti år tidligere under dramatiske omstændigheder. Det skrev hun om i bestselleren ’Den hvide masai’, en noget kulørt historie om hendes fire år som masaikrigeren Lketingas hustru. I en hytte ude i bushen i Kenya, uden nogen form for moderne bekvemmeligheder, men med fluer og snavs og sejt gedekød i gryden over ildstedet. Den gik begribeligt nok ikke i længden, så Corinne flygtede med sin lysebrune babydatter hjem til mor i Schweiz, og nu vil hun så fortælle, hvordan det siden gik. Det er utrolig kedeligt. Konen kan ikke skrive, højst registrere, og det gør hun så med (schweizisk?) grundighed. Vi får alt at vide om hendes forskellige job, hvor svært det var at få dem, og hvordan det gik, om hendes dejlige datter, der forudsigeligt nok vokser til, om lejlighederne, de bor i, barndomskæresten, hun finder sammen med, pengene, hun sender til sin tidligere familie i Afrika. Og nej, selvfølgelig har hun ikke fortrudt, at hun forlod sit primitive liv i bushen og sin smukke masaikriger. »Vi var simpelthen for forskellige«, som hun konstaterer på bogens sidste side. Det tror vi på.
