’Hvad lille Line vidste’ er en børnebog om en mor, en rejse og en masse ubesvarede spørgsmål.

Hvorfor har du valgt at skrive om forholdet mellem mor og datter?
»Jeg er træt af billedet af barndommen som sådan en sød, nuttet og uskyldig tidsalder, hvor man er i lykkelig symbiose med sin mor eller far, eller hvordan kernefamilien nu ser ud. Det har heller ikke været min egen oplevelse. Barndommen er først og fremmest en kriseperiode, fordi man bliver kastet ud i et liv og er sine forældre prisgivet – særligt sin mor. Langsomt finder man ud af alle reglerne, og man opdager død, begær, adskillelse og ensomhed. Det er enormt mange ting på en gang, og der er en grund til, at man ikke kan huske de første 3-4 år af sit liv. Jeg tror, at det er vigtigt at vise børn, at man godt er klar over, at det er svært – også i forhold til mor. Jeg vil gerne vise, at det er o.k., at det også kan være angstprovokerende, og at man også kan blive vred, overvældet og føle sig afmægtig. Det bliver ikke spejlet nogen andre steder i børnelitteraturen. På trods af at det skulle være børnenes århundrede, så er børnelitteraturen stadig kvalmende nuttet«.

Hvordan bruger du din egen baggrund i forhold til dine bøger?
»Bogen er nok mest skrevet til mit eget indre barn. Den er skrevet på baggrund af min egen moderlængsel og på baggrund af den manglende mor, som stadig rumsterer, også selv om jeg i dag selv er blevet mor. Jeg ville gerne gå ind i mor-datter-forholdet for at finde ud af, hvordan jeg selv havde det. Noget af det blev jeg nu nødt til at skære væk, fordi det blev for meget. Det er jo en børnebog, og der er en grund til, at mange af følelserne omkring ens mor bliver gemt væk«.

Hvorfor har du skrevet en børnebog og ikke en voksenbog?
»Det var mit indre barn, der havde den historie. Det er jo ikke et rendyrket indre barn, for stemmen har også en voksens indsigt. Derfor er symbolikken også enormt kompleks, og voksne kan sagtens læse med. Jeg har også stor respekt for billedbogen, fordi den skaber en fortællesituation med en forælder og et barn, der sidder og læser sammen – og oven i købet bliver den samme historie fortalt igen og igen. Jeg tror virkelig, at man kan få et budskab igennem. For hvis mor læser en historie op, så må hun jo synes, det er okay«.

Hvad håber du, at børn får ud af at læse bogen?

»En bearbejdelse af følelsen af afmægtighed og en større rummelighed over for sig selv. En idé om, at der i orden at have andre følelser end ren kærlighed for sin mor, og at man ikke er dum eller forkert, hvis man måske er rædselsslagen for at blive forladt eller for at komme for tæt på. Det er enormt komplekst, fordi alle ens følelser kan stritte i forskellige retninger. Men en af bogens pointer er, at man til slut kan komme ned i øjenhøjde med moderen«.