Der er fest og farver i 15-årige Louises liv. Så længe der er joints at ryge og mænd at knalde. Ellers er der ikke så meget andet, hun finder væsentligt i tilværelsen, hverken skolen, eller far, som hun anser for idiot i absolut særklasse. I journalist Johanne Algrens rystende ungdomsroman ’Louis 121092-2922’ er hovedpersonen Louise lallerøv i tredje potens. Konsekvens er et fremmedord Totalt uden for rækkevidde driver hun rundt sammen med et par venner fra joint til joint med livshorisonten fokuseret på momentan nydelse, hvor end den kan opdrives. ’Konsekvens’ er et fremmedord, hun næppe kan stave, selv om hun i et imponerende selvbedrag får skabt den illusion – også hos andre – at hovedet er rigtigt skruet på. Hjemme prøver skoleinspektørfar desperat at have en dialog kørende, som dog ofte udarter til håndgribeligheder. Og så er Louise skredet – ud med vennerne, eller forskanset i en skævert. 9. klasse nærmer sig sin afslutning, og så venter gymnasiet. Et fremtidsperspektiv, Louise hader som pesten. Bag tremmer Algrens tankevækkende historie ligner umiddelbart en dannelsesroman uden dannelsesperspektiv. Men det skal man ikke lade sig narre af. Mod slutningen sidder Louise bag tremmer på en sikret ungdomsinstitution for medvirken til grov kriminalitet. Nogen lære har hun ikke draget. Overhovedet. Ved hjælp af dette gennemført usympatiske portræt af en dybt egoistisk antiheltinde, denne næsten stereotype skitse af en negativ rollemodel, placerer Algren ganske fermt dannelsesperspektivet, de nødvendige eksistentielle refleksioner hos de unge læsere. Dé må tænke for Louise. Hanke op i sig selv, skodde jointen og skrubbe tilbage på skolebænken. Flot greb. Stilistisk forfattet i et sprog unge forstår, og med en hverdagsoptik, der sikkert rammer bredt blandt dagens unge. Forældre opfordres til at læse med!