Mød Emily med efternavnet ’the Strange’!
Hun er kult, amerikaner og 13 år. Figuren blev skabt i 1991 af Nathan Carrico for at markedsføre vennen og skateren Rob Regers nye tøjfirma. Det er gået over al forventning. Den mærkelige Emily har således levet et langt og godt liv på tekstil, indtil hun sidste år kom i bogform. Senere på året kommer hun også som film. Sort og rød er alt, hvad Emily behøver. Sort som natten. Sort som katten. Og rød som dagens dont. Emily er modsat. Hun stirrer uendeligt selvbevidst på dig fra sine to første bøger. Hun har kun to attituder, men det er også nok. Den stirrende og den vagtsomme. Det er ikke til at afgøre, om hun er i færd med at angribe dig med sine små kløer, eller om hun vil flygte på sine kattepotesko. Det er tydeligvis ikke en pige, man skal invitere med til sin fødselsdag. Et privilegeret outsiderliv Det er Rob Reger i samarbejde med Buzz Parker, der står bag disse to første bøger, der er en art grafisk roman for mindre autonome med anarkistiske undertoner. Emily lever et privilegeret outsiderliv, som sætter hende i stand til at vrænge ad formalia, skabe sine egne regler og – som i bind to – at drive et privat laboratorium til fremstilling af monstre og dermed udtydning blandt hunde.





