Vreden flammer i læseren fra side 1.
Det er på vegne af drengen Toke, der bliver mobbet noget så forfærdeligt af tre drenge, der alle begynder med et »m«. Mark er den værste til at slå, men han får også selv tæsk derhjemme. Mikkel og Martin er kun rødhårede medløbere. Det er Henrik Nilaus, der fortæller historien om ’Tokes maske’. Den er sort som kul, men med en lille trodsig glød i mørket. Det er beskrivelsen af Tokes hverdag, som sender et kuldechok til læseren. Toke må se sig om hele tiden, han må gemme sig og cykle hurtigt og i øvrigt lade som ingenting, når hans plageånder ydmyger ham. På Henrik Nilaus’ skole er man heller ikke ukendt med ’vandtorturen’. Mark måler tiden, og Toke har nu skolerekorden med 27 sekunder under vandet. Læseren hopper i stolen af berettiget vrede mod mobberne. Senere kommer ind fra Afrika pigen Amina, der også bliver et mobbeoffer. Men hun gør modstand, og historien handler så om, hvorledes hun får puttet noget af sit mod ind i en modløs dreng. Fristed i kolonihaven Toke finder et fristed hos farfar ude i kolonihaven. Den gamle er maler og skaber af masker. Toke har arvet farfars talent, så når der er tegnekonkurrencer, så vinder han. Det skulle han ikke have gjort, for Mark forsøger sig også som tegner. Tidligt fornemmes, hvorhen det bærer, men det er alligevel næsten ubærligt at følge handlingen til sin sodsværtede ende. Det kommer til både had og handling. Tilsat en lille dosis overtro, som det sig hør og bør. Henrik Nilaus skriver godt. Trivi med tyngde. Han er en dreven fortæller, der kan kombinere gys og grin som f.eks. i serien om ’Dykkerdetektiverne’. I ’Tokes maske’ er der ikke noget at grine af. Historien er grå og grum og gusten. Den fortæller om ekstremer – javist! – men for mange er det altså hverdagen.
