Hun ryger deres cigaretter, ’låner’ deres bøger og stjæler deres halvbrugte sæber til »lidt luksus derhjemme i brusekabinen«.

Værst af alt hugger hun, Helle Godtfredsen, hjemmehjælper i Københavns Kommune, deres liv. Væver brudstykker af de gulnede livshistorier ind i sin egen. Men hun giver selvfølgelig de gamle og syge noget til gengæld. Nogle mere end andre. Det er en grum og god ramme, Dorthe de Neergaard har valgt til sin udgave af den vel snart klassiske modernitetshistorie om sjælens ubodelige ensomhed, romandebuten ’Eventuelle pårørende’. Vi møder som sagt Helle, en anonym kvinde i den anonyme alder, nogle svedige sommerdage i dette årtusinde, hvor en dødsannonce påkalder sig hendes særlige opmærksomhed. Hedebølgen ligger som en svimlende dis over byen, hvor affald og mennesker lugter og fugter og skaber en stemning af råd og forgængelighed, som forstærkes af den alderdom og det forfald, Helle i sin egenskab af hjemmehjælper, dagligt og forgæves forsøger at holde i ave.