For 20 år siden slugte jeg Roald Als’ første epos: ’Kvinderne ud af køkkenet’ under høje latterbrøl. Stærkt inspireret af bogen måtte den indtages med svingende tallerkenfulde af pasta og skøn barolo. Og sådan kan man egentlig fortsætte. Der er bare sket det, at vi alle er blevet 20 år ældre. De 20 år har ikke, som Als kærligt skriver, kun gjort kvinderne skønnere. Vi er desværre også blevet travlere og mere målrettede. Herlig selvironisk distance Så jeg så let opgivende på den nu dobbelt så tykke bog og tænkte, hvordan man dog skulle kunne nå at læse alt det snak, før man gik i køkkenet. Og vupti, så sad jeg pludselig i lænestolen og lo. For det er jo præcis det, Roald Als kan. Han fortæller med herlig selvironisk distance om vennerne i fodboldklubben, B-Citos Veteraner, og vinhandleren Carlo (hvem kender ikke Carlo), der fik sneget sig ind på fodboldholdet ved ufine tricks og dyr vin i bestikkelse. Det er faktisk umuligt at slå op i Als’ bog for at finde noget, man lige kan bruge. Man er nødt til at læse den fra ende til anden. Man kan dog godt begynde midt i ved 2. halvleg (den nye del), hvis man synes, nogle af første halvlegs historier er for frønnede. Ud over at skrive kan Roald Als som bekendt tegne. Følelsen af klistret ost Tegningerne bærer bogen igennem og rammer også vores taktile sans. Når den papirløse, der nu er blevet til fruen, sidder med ost på næse, hænder, hår og dug, men ikke på pastaen, så kan man som læser næsten føle, hvordan osten klistrer og vokser. Opskriften derimod er ikke for nybegyndere. Ja, stort set ikke for så mange overhovedet. Hvis retten skal blive så skøn som beskrevet, så kan man ikke bare bruge opskriften i bogens margin, hvor der står 400 g spaghetti, smør, 50 g revet parmesan, lidt mælk og fløde og så 200 g ost af 4 forskellige slags. Forslag gives i parentes. Fremgangsmåden findes i anekdoten, hvor man også kan læse, at den ret blev til blandt andet på rester fra Marco (en anden betydningsfuld italiener i historien), der havde ost med fra sin barndoms bjergskråninger. Rundhåndet med opfindsomheden Allerede her begynder det jo at se sort ud, når man står der med Brugsens bud på pecorino, grana og gorgonzola. De fleste vil nok opgive og nøjes med at læse. Men det gør nu heller ikke noget, for det er vist meningen med bogen. Hvorfor så gøre den til en kogebog, hvis den ikke er så anvendelig i køkkenet? Fordi man i løbet af læsningen får så meget mundvand, at man drives ud i køkkenet for at lave dejlig mad. Og fordi en gennemlæsning af 10-12 opskrifter med tydelig gentagelse viser, at man ikke skal hælde for mange forskellige ting i sin pasta, men at man godt kan være lidt rundhåndet med mængder, vin og opfindsomheden. Samtidig ender man også med en kampånd – ikke til fodbolden – men til at ville slå et slag for gode råvarer og fornyet tid til måltidets mange facetter. Både før og under indtaget af maden. Måske lige med visse undtagelser. Fruens bidrag er med Historien om den friske komave (trippa) leveret fra Nansensgades halalslagter til italienerne i Vedbæk og omegn (samt den enes restaurant) er en historie i tabu, grim lugt og en politisk tegning, der ikke vedrører sagen så voldsomt, og som under alle omstændigheder ikke lokker i køkkenet. Billedet af en række mursten til kapitlet om polenta kræver til gengæld ikke yderligere forklaring. Her kender man godt fornemmelsen af tyngde i maven efter denne basale ret. Det samme gælder billedet af bjerget af muslinger, som man godt kender fornemmelsen af ved indledningen til cozze all’arrabbiata. Sjovt nok er det en af bogens mest udførlige opskrifter. Det er nemlig en, fruen har beordret med i bogen som sit bidrag, og selv om Als siger, hun laver mad til en hel svagbørnskoloni, kan en gammel kogekone som jeg nu sige god for netop den opskrift. Skrive og tegne, det kan han! Men skrive opskrifter?