Ungdomsbogen rykker! Men hvor rykker den hen? Som forhenværende ung er det interessant at nærlæse tidens tendenser i alle disse historier om kærlighedsløs kærlighed, storforbrug af stoffer og ledløse livsbaner. Synes målgruppen mon også det? Lidt for mange af de nyere romaner for unge taler mere til navlen end til det, der bor ovenover. Det gælder også Jakob Wilms’ ’Med hovedet først?’. Den begynder godt og slutter skidt. Afgrunden er for dyb Så mød Anders alias Shine fra Nørrebro i København, der hænger ud med Amir over en flok bajere og hjemmerullede pinde. Senere møder vi Shine på en fjern kostskole, hvor han forbedrer den jyske rekord i hurtig institutionsudsmidning. Indimellem har drengen fundet sin far stendød foran flimmeren, hvor han sad i mange år og var halvdød. Shine har en mor, men hun har fundet en rig mand. Undervejs i forløbet bliver Shine dumpet af sin kæreste, fordi han aldrig stod op af sengen. Nu kommer han ind med en rig fyr fra kostskolen og de to piger, som også blev smidt ud ved samme lejlighed. Men glæden er kortvarig, og afgrunden er for dyb. Shine bliver til Anders og foretager en kold tyrkisk kovending, som vil vække glæde hos socialforvaltningen, men ikke virker overbevisende i litterær sammenhæng. Svigt og selvdestruktion Sprogligt er romanens første del et festfyrværkeri af op- og nedture. Da samvittighed og tømmermænd falder hinanden om halsen, daler intensiteten. Det havde været stærkt (og logisk), hvis bedre forfatternerver havde turdet afslutte ’Med hovedet først?’ med titlens spørgsmålstegn. Jakob Wilms har hermed skrevet drengeudgaven af Johanne Algrens ’Louis’ (alias Louise), der udkom for nylig (anmeldt 4.3.). Det er to bøger af to unge forfattere om to sorte sjæle i sarte gevandter. Ramt af svigt, selvdestruktion og meningsløshed. I samme ombæring kan også erindres om Ronnie Andersens neglebidende ’Date med en engel’ fra i år. Der kan tappes mange historier fra den kilde. PS: Når J.D. Salingers ’Forbandede ungdom’ bliver nævnt, burde det oplyses, at bogen har fået et nyt navn på dansk.
Fra navlehøjde







