Toms mange ansigter

Lyt til artiklen

Dansklærerforeningens Kanonserie har navn efter Kulturministeriets kulturkanon og portrætterer i tvangfri rækkefølge hele suiten fra Holberg til Rifbjerg. Det kræver dødsforagt at sætte tænderne i de 14 udødelige, der hver har genereret et ton af sekundærlitteratur, læse med friske kontaktlinser og formidle til både medieblaserte gymnasiaster og den ’almene læser’. Thorkild Borup Jensen løser opgaven med, om jeg så må sige, gedigen lethed, også i dette bind om Tom Kristensen. Selviscenesættende forvandlingskunst Titlen på Tom Kristensens erindringer bruges som nøgle til person og værk: ’Åbenhjertige fortielser’. I dét paradoks har vi filuren Tom, der tidligt lærte at skjule fysisk svaghed, social usikkerhed og indre kaos bag gøgleri og masker. Denne selviscenesættende forvandlingskunst følges som overlevelsesstrategi, tema og kunstnerisk objektivering gennem forfatterskabet. Det er godt set, om end måske en kende for abstrakt for yngre læsere? Så placeres den omkringfarende Tom med hans storforbrug af stimulanser konkret i sit ungdomsmiljø og psykologisk i ’Den evige uro’, som han i 1958 kaldte et udvalg af sine artikler. Uro-temaet peger både på hans hang til at opsøge ’Den yderste Rand’ med ’Hærværk’ og ’Konfrontationer’ – tre typiske titler – og på hans talent for med sin søgende sjæl at nå ind i hjertet af centrale klassikere og samtidsforfattere som Hemingway & co. Evig uro og entusiasme Dette talent for empati gør Tom til en af vores store kritikere – og til redaktørens drøm af en medarbejder, ekspresleveringsdygtig i beåndede anmeldelser, nekrologer og mindedigte. Når man har oplevet de sidste ti af hans 35 år som hovedanmelder på denne avis 1931-66, husker man den ungdommelige glød, han skrev med – og som man læste ham med. De seks bind udvalg af hans kritik vibrerer stadig af denne evige uro og meddigtende entusiasme. Digterens rådløse søgen følges i romanerne ’Livets Arabesk’, ’Den anden’ og ’Hærværk’, drengebogen ’Bokserdrengen’ og de oplevelseshungrende digte og rejsebøger fra Østen og Sydeuropa. Sværmeriet for revolution, »hærværk og pludselig død« ses som del af 20’ernes generelle drøm om dommedag og genfødsel. Gennemgående stramhed Et fint kapitel tegner den tilsyneladende kontrast mellem digtenes indre uro og den musikalske metrik, som han selv sammenlignede med matematik: »Hvis jeg ikke havde spændt mig i en form, var jeg blevet sindssyg«. Samme stramhed påvises i romanernes logiske komposition og sproglige disciplin. ’Hærværk’ om den opløste Politiken-kritiker Ole Jastrau ses som selvbiografisk nøgleroman, druk-, journalist- og samtidsroman, roman om venskab, kærlighed, skæbne og frihed. Jeg synes dog, at Borup Jensen underbelyser den som storbyroman. Det raffinerede formsprog formidler, hvordan Jastrau på sine ture rundt i København – og i hundene – oplever byen i et sanseflimmer af lyde, farver og spejlinger, der rummer både polerne i hans liv fra barndommens Østerbro til det voksne Vesterbro og hans split mellem fascination og undergangsdrift.
Kærlighedserklæring til storbyen
Når han projicerer sin bevidsthed ud i omgivelserne, er det både en tidstypisk symbiose og en ambivalent kærlighedserklæring til den farligt tiltrækkende storby. Alt det, der fik Tom selv til at flygte til Thurø for at redde sin lever! Bogens sidste afsnit placerer forfatteren i hans samtid fra de eksplosive 20’ere og de politiserede 30’ere og 40’ere frem til 50’erne med de sidste noveller og digte og de stille 60’ere, hvor han sidder i Villa Torelore og repeterer klassikerne og dyrkes af næste generation. Han dør som 80-årig i 1974, og i betragtning af det samlede, selvpålagte hærværk falder den alder ind under hans egen bogtitel ’Mirakler’.
Tom med mange masker
Det store mirakel er den intensitet, der præger hans værk fra først til sidst. Hans kringlede produktivitet i mange genrer gør det sværere at få overblik over liv & værk, og man savner en biografisk oversigt og en komplet værkliste. Men ellers er det hele med, tit fra nye synsvinkler. Det fine illustrationsmateriale støtter oplevelsen af den uforlignelige Tom med de mange masker og ansigter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her