At forskningen ligger statsministeren på sinde, fik vi senest at høre i nytårstalen.

Her glædede Anders Fogh Rasmussen sig over det hold studerende på Danmarks Tekniske Universitet, der har vundet det uofficielle verdensmesterskab i at køre længst på literen i en selvkonstrueret brintbil. Eksemplet blev brugt som anledning til at tiljuble friheden i det danske samfund, herunder – må man formode – også forskningsfriheden på universiteterne. På gulvplan i disse institutioner synes denne frihed dog at friste en mere og mere kummerlig tilværelse. For nylig påviste en britisk undersøgelse, at danske universitetsansatte ligger tredjesidst i EU, hvad akademisk frihed og ansættelsesrettigheder angår. Denne form for frihed er der bestemt ikke blevet mere af i Foghs regeringstid – og særligt ikke i tiden efter 2003, hvor universitetsreformen blev vedtaget. »Den er god med dig!«. Sådan cirka tænkte jeg ellers, da jeg første gang hørte Foghs videnskabsminister Helge Sander kalde sin universitetsreform fra 2003 for det største, der er sket i dansk universitetshistorie siden oprettelsen af Københavns Universitet. Udsagnet lød usandsynligt og tilmed temmelig ujysk med sin bombastiske mangel på beskedenhedsretorik.
Der er sket noget Men Sander har insisteret: »Siden Københavns Universitet startede sine aktiviteter i 1479, har begivenhederne været mange – men to af de mest skelsættende er måske gennemført inden for de seneste fem år: universitetsreformen fra 2003, hvor bestyrelser med eksternt flertal blev født, og det nye universitetsdanmarkskort fra 2006, hvor vi fik færre, stærkere og mere konkurrencedygtige universiteter«, skrev han triumferende så sent som for et år siden i Jyllands-Posten. Og efterhånden er der mere og mere, der tyder på, at ministeren godt kunne gå hen og få ret i sine vurderinger af eget virke. Der er sket noget – det skal jeg love for – i hvert fald i de egne af det danske universitetsliv, hvor jeg som forskningslektor færdes.