Bogkrigen på nettet

Lyt til artiklen

Danskernes køb af bøger over nettet er stærkt stigende. Væksten er så stor, at også udenlandske netboghandlere vil have del i salget. Forlæggerforeningen anslår, at omsætningen over nettet sidste år nåede over 400 mio. kr., hvilket er omkring ti pct. af det samlede bogmarked, når alle former for nethandel tælles med. Samtidig er konkurrencen blandt netboghandlerne så stor, at selv helt nye bøger af populære forfattere sælges til noget, der ligner indkøbspriser. Seneste eksempel er Sara Blædels roman ’Aldrig mere fri’, som i denne uge, dagen efter udgivelsen hos forlaget PeoplesPress, kunne købes for 219 kr. inkl. 30 kr. i fragt. Vel at mærke hos forlaget Gyldendal. Normalprisen er 299 kr. i boghandlen. Udenlandske aktører Hos Gyldendal gør man ingen hemmelighed af, hvad strategien er. Det aktuelle tilbud på Blædels krimi er også en del af markedsføringen. Slagtilbud skal lokke flere kunder ind i den del af branchen, hvor alle slås om at blive stor. Allerhelst størst. Og i hvert fald stor nok til at tage konkurrencen op, når udenlandske aktører dukker op på det danske marked. Den første har allerede annonceret sin ankomst. Direktør Magnus Diemert fra den svenske netboghandel AdLibris forventer at åbne i Danmark i løbet af i år. I Sverige sælger AdLibris allerede for 600 mio. svenske kroner om året. »Hvis ikke vi åbner i Danmark i 2008, har jeg fejlet fuldstændig. Vi har været i Finland siden 2005 og er også kommet så småt i gang i Norge, og vil meget gerne i gang i Danmark også. Men vi begynder ikke, før alt er på plads«, siger Magnus Dimert fra AdLibris, som en stor aktør på den anden side af Øresund. »I Sverige er hver tiende bog, der bliver solgt, handlet gennem AdLibris. Vi har vel en markedsandel på omkring ni pct. af det samlede bogmarked på syv mia. svenske kroner«, siger Diemert. Tine Weppler, som er ansvarlig for Gyldendals netboghandel, er også sikker på, den øgede danske nethandel vil lokke udenlandske aktører til. »Det bliver vigtigt at blive en af de store aktører. Netsalget er kommet fra et lille niveau på 3-4 pct., men det er nu i stærk vækst, og derfor bliver konkurrencen hårdere og hårdere. Man kan jo også se, at hele branchen samles i stadig større enheder, og når det gælder netboghandel er størrelsen også af betydning«, siger Tine Weppler. På det danske marked for netboghandlere har Saxo.com hidtil været den helt store aktør. Tidligere i år opslugte Saxo.com konkurrenten iBooks. Tilsammen tegnede Saxo og iBooks sig for en omsætning på 80 mio. kr. i 2007. Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra direktør Jørgen Balle Olesen fra Saxo.com, men netop Saxo er blandt frontløberne, når det gælder priskonkurrence på nettet, hvor de store konkurrenter er Gyldendal, Bilka og eLounge. Sundt for bogmiljøet Hos Forlæggerforeningen følger man med repræsentative undersøgelser hos bogkunderne, hvordan forbrugsmønstrene udvikler sig, og Ib Tune Olsen, som er foreningens statistiske konsulent, ser kun tegn på, at den stærke vækst fortsætter. De samme tegn ser man hos Gyldendal. »Tidligere har jeg ment, at et maksimum for nethandlen måske lå på omkring 15 pct. af markedet, men i dag tror jeg, det er realistisk at tro på, vi når op på 20 pct. af det samlede marked i løbet af tre til fem år«, siger Tine Weppler. Efter hendes mening er det sundt for hele bogmiljøet, at bøgerne får en ekstra opmærksomhed gennem eksempelvis øget priskonkurrence. »Der har jo været en vis træghed, når det drejede sig om at lege med priserne. Jeg er sikker på, at det medvirker til at udvide markedet yderligere«, siger Tine Weppler. Men hvad siger boghandlerne til, at en af deres store leverandører er ved at blive en konkurrent på detailområdet. »Mange boghandlere er utilfredse med, at Gyldendal absolut skal være den drivende kraft i meget af den priskonkurrence, der foregår ved salg på nettet. Men det betyder ikke, at de generelt er imod priskonkurrence. Flere af boghandlerne har jo også selv netbutikker, og mange af dem vil også gerne have prisparameteret at arbejde med«, siger Boghandlerforeningens direktør Olaf Winsløw.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her