»Muslimerne kommer!«. Så er Helle Merete Brix’ nye bog ’Mod mørket. Det Muslimske Broderskab i Europa’ i grunden anmeldt. Resten er detaljer. Det Muslimske Broderskab, der blev dannet i Egypten i 1928, er en indflydelsesrig islamisk politisk organisation, der ønsker at indføre Kalifatet og sharia i Europa. Ifølge Brix er Broderskabet så at sige ikke en fejlkonstruktion inden for islam, men en direkte konsekvens af, at islam i sit væsen er politisk. Hermed bliver sondringen mellem islam og islamisme (politisk islam) ophævet, og at tale om politisk islam er følgelig en pleonasme. Det er »selve islam, der er problemet, og det er vigtigt at forstå«, skriver Brix. Antidemokratiske kræfter Men hvis det er selve islam, der er problemet, hvorfor opstod Broderskabet og dermed ideen om at indføre Kalifatet i Europa så først i 1928, 1.300 år efter islams tilblivelse? Og er mysticistiske grene inden for islam, f.eks. sufismen, så ikke »ægte« muslimske, når de holder det politiske uden for troen? Brix har utvivlsomt ret i, at stærke antidemokratiske og antivestlige kræfter for tiden rører på sig i den muslimske verden og også blandt muslimerne i Europa. ’Mod mørket’ dokumenterer dette til fulde og sågar meget overbevisende. Til gengæld er det uklart, hvor udbredte og magtfulde disse kræfter er. Ved at nævne – ifølge mit skøn – omkring hundrede forskellige muslimske organisationer forsøger bogen at give indtryk af, at de er særdeles udbredte. Men dokumentationen for, at alle disse organisationer på en eller anden måde er forbundet med Broderskabet og dettes agenda, forekommer ikke altid lige overbevisende. På det punkt befinder vi os altså stadig i mørket. Islam er uforeneligt med demokratiet Klar som dagslyset selv er til gengæld filosoffen Kai Sørlanders rationalistiske kritik af islam i bogen ’Forsvar for rationaliteten’. Hovedsynspunktet er følgende: Islam er uforeneligt med demokratiet, mens kristendommen ikke bare er foreneligt med det, men ligefrem har spillet en aktiv rolle for, at det kunne vokse frem. For at kunne gennemføre argumentationen for dette synspunkt opererer Sørlander med en minimaldefinition af islam og kristendommen, baseret på de to religioners hovedpersoners liv og lære. Muhammed forkyndte en politisk religion og levede som militær, politisk og religiøs fyrste; Jesus afstod fra magten og forkyndte, at hans rige ikke var af denne verden, og at man derfor roligt kunne give kejseren, hvad der tilkom ham, og Gud ditto. Islam har en »indre dynamik, som modarbejder adskillelsen« af religion og politik, skriver Sørlander, og fremhæver dermed islams politiske essens i modsætning til kristendommens »indre dynamik, som fører til adskillelse af religion og politik«. I et demokrati er denne adskillelse netop af fundamental betydning, fordi demokratiets love skal baseres på folkets vilje og det rationelle argument og ikke på religiøse befalinger.
En sekulariseret version af Islam Men hvordan kan man så leve som muslim i et demokrati? Det kan man, mener Sørlander, ved enten ikke at tage sin religion alvorligt eller ved at arbejde demokratisk for indførelsen af muslimsk lov. Ingen af delene skaber dog en holdbar forening mellem islam og demokratiet. Sørlander peger derfor på en tredje mulighed: en radikal omtolkning af islam, der »helt afskaffer traditionen for, at lovene i samfundet skal begrundes i islam«. Altså en sekulariseret version af islam, hvad adskillige muslimer faktisk også selv arbejder på i disse år. ’Forsvar for rationaliteten’ leverer en superkonsistent og velargumenteret kritik af islams politiske dimension. Her er ingen konspirationsteori eller paranoid antagelse om, at Vesten er ved at blive løbet over ende. Kun en realistisk vurdering af, at ikke alle religioner med samme lethed lader sig forene med det liberale folkestyre.