Den tavse elite’ er den tolvte bog i serien om den venezianske kommissær Brunettis kamp for at opretholde et vist mål af anstændighed og retfærdighed i en by, som på én gang fremstilles som en mikroudgave af det moderne Italien og som et helt særligt univers med regler, traditioner og sociale hierarkier, som går tilbage til dengang, da Venedig var Adriaterhavets Dronning og ikke en provinsby med for mange turister, for få indbyggere og en selvfølelse, der er ude af proportioner med byens reelle betydning og muligheder. Alt er ved det gode gamle: Brunetti elsker mad og vin og sin familie, hans smukke og rige kone er klog og god til at gennemskue alt det, som Brunetti overser, Brunettis chef er et politisk dyr, for hvem magt og indflydelse betyder mere end lov og ret, og hans medarbejdere udfylder effektivt deres biroller som fjols, snu rad, computerkyndig sekretær med skjulte sider osv. Sådan skal det være. Denne gang sættes historien i gang af et tilsyneladende selvmord på en eksklusiv kostskole af militært tilsnit, hvor eleverne forberedes på at følge i deres fædres fodspor som medlemmer af landets arrogante politiske og økonomiske elite. En kadet findes hængt, men Brunetti lader sig ikke uden videre overbevise om, at den unge mand har begået selvmord. Han aner en forbindelse til faderens politiske virksomhed, som har generet magtfulde folk i militæret og erhvervslivet, til en mystisk jagtulykke og til et familieliv fuldt af hemmeligheder. Det viser sig at være en af den slags komplicerede historier, hvor der er mange andre væsentlige hensyn end det til retfærdigheden, og hvor selv den temmelig desillusionerede Brunetti ser nye ubehagelige sider af virkeligheden. Som sædvanlig hos Donna Leon er den velfungerende krimigåde kun halvdelen af fornøjelsen. Den anden halvdel er skildringerne af venezianske miljøer og Brunettis funderinger over livet, som i denne bog får en særlig dybde af, at Brunettis egen søn er jævnaldrende med den hængte dreng.