Det er helt simpelt«, står der i et af de tekststykker, som Nina Søs Vinthers debutbog, ’Hvis Helsinki’, indeholder:

»Fortællingen skal bestå af dele. F.eks. en kærlighedshistorie, en kærlighedshistorie, en attentathistorie, en kærlighedshistorie. Helst skal læseren glemme, hvad der er sket i den forudgående historie, når der tages hul på den næste«. Vinthers egen tekst gør selv en stor indsats for at fremkalde sådan en amnesi. Første del, ’Hvis Helsinki’, zapper imellem sekvenser – erindringsstumper, som lader læseren skimte et trekantsdrama mellem en ung kvinde, en finsk konkurrencesvømmer, Jani, og en japansk elsker ved navn Akihiko. De små tekststykker henter meget af deres mening fra overskrifterne, hvoraf nogle er frække og andre er formelle. Der er mange pludselige passionsudbrud i passagerne, men næsten ingen psykologi og kun svag narrativ sammenhæng. En erotisk situation Anden del, ’A som i Australien’, kredser omkring en erotisk situation, et slags tableau, der ikke vil udvikle sig: En femtenårig pige benævnt A, der ligger nøgen på en skråning i en park i Sydney, parat til at indgå i intim forbindelse med sin udkårne Edmundo. Men han kan ikke, staklen. Situationen afføder en slags eksistentiel indsigt: »Det er i Australien, at A finder ud af, at hun kan blive ved med at falde ind i sig selv«, forlyder det. Tredje og sidste del, ’Hundene’, byder på flere erindringsstumper i form af scener fra en beskyttet barndom i opulente omgivelser, samt betragtninger over livets og verdens gang. Men da jeg nåede så langt, må jeg indrømme, at jeg allerede havde glemt, hvad der var sket i den foregående historie. I sin efterlevelse af det tilsagn, som jeg citerede indledningsvis, må bogen siges at være vellykket. Bedømt ud fra værkeksterne kriterier vil jeg dog ikke tøve med at kalde den for både fortænkt og trættende.