Som Lars Bukdahl på nye kartofler

Lyt til artiklen

Det passer godt ind i billedet af årbogen ’Plys’, at den holder sølvbryllup med læserne efter bare 23 år.

Den udkommer, når det passer den. ’Plys’ er en moppedreng om børne- og ungdomslitteratur. Standhaftigt redigeret de sidste mange år af Finn Barlby, der selv bidrager ivrigt til årbogen. ’Plys’ nummer 25 er landet, og den er præcis så bizar og målrettet, som den plejer at være. Først redaktøren! Velkommen til Finn Barlby-land, hvor der staves med &’er, og budskabet er gemt i kaskader af insisterende ord. De bliver smidt op i luften i håbet om, at nogle af dem vil blive hængende på himlen. Små redaktionelle klummer omfavner de forskellige afsnit, og ikke så få af dem handler om selve processen ’Plys’. »Det er på sin måde et u-endeligt forsøg på at undersøge alt & intet, stort & småt – det hele & det halve – og finde passager & sætte det i passepartout & hele tiden så lige tilføje et PS ...«. Det er aldrig selvhøjtideligt, men der er meget af det. Lige før læseren irriteres over det påtrængende tonefald, opdager man dog oftest, at der er mening i fragmenterne. Finn Barlby skriver som Lars Bukdahl på nye kartofler.
Den femogtyvende omgang
Kodeordet for denne femogtyvende omgang af en obsternasig Plys-bjørne-årbog er også holdt i paroler: ’Helte & Anti-helte. Skikkelser & Skæbner’. Det kan betyde lidt af hvert, og det gør det også. Ved sin side har redaktøren en trofast skare af skribenter, der gør det mest for fornøjelsens skyld. Fordi de kan lide bamsen. Det er bl.a. Bent Andersen, Ib Johansen og Anna Poulsen. De forskellige bidrag er meget – forskellige. Alligevel løber en tynd, rød redaktionel tråd igennem artiklerne, så man er forvirret på et højere niveau. Tampen brænder! ’Helte & Anti-helte’! Skribenterne dykker ned i de gamle sagn og analyserer folkeeventyr og Tarzan og brødrene Løvehjerte (flere gange). Evald Tang Kristensen deler tryksværte med De Fantastiske Fire. Det er Ib Johansen og Bo Green Jensen, der tager sig af dem. Elias Bredsdorff bidrager med en gennemgang af sangen om ’Den lille nisse rejste’. Kristoffer Leander fortæller om katte (meget) og hunde (meget lidt). Han konkluderer, at »katte i litteraturen holder altid deres navn hemmeligt«. Derfor er Findus dømt ude! Artiklen medtager Neil Gaimans ’Coraline’, som alle bør læse! Især hunde. Til slut citerer redaktøren i en ’epilog’ Nietzsche (på engelsk). Han aftrykker den famøseste af Muhammedtegningerne, og her kunne han også have sat fotografiet af en ung Barlby i spejderuniform. Struttende af ’Vær beredt!’. Men det er bragt allerede i begyndelsen. Så helt eller ej. Det er en bedrift i sig selv at søsætte sådan et mangefarvet honningkrukkeskib år efter år efter år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her