Man ved aldrig, hvad Siri Hustvedts næste sætning vil åbenbare.
Men man er altid tryg ved, at den vil føre os længere ind i følelsen eller dybere ned i erkendelsen. Om ikke nu, så om fire sætninger, tre sider eller en romans penge. Der er ingen smutveje i hendes utrættelige og nærmest systematiske kortlægning af sindets geografi; erindringens, drømmens og fantasiens filtrede vejnet forstås ikke ved hurtige overflyvninger, kun gennem landmålerens møjsommelige opmåling og registrering, sten for sten, skridt for skridt. Og dog er hendes prosa hverken kryptisk eller tung. Og slet ikke storskrydende trods den akademiske ballast, der citeres højt og flot fra. Faktisk er det, som om Siri Hustvedts personer altid hvisker. De tavse spøgelser ’En amerikaners lidelser’ viser – på et plan – historien om tabet af en far. Om at få ryddet op i et par skuffer i den indre kommode, få de ’tavse spøgelser til at tale’, som det formuleres, og komme videre. Bogens fortæller er psykoanalytiker, newyorker, »ikke bare en hvid mand, en meget hvid mand«, fraskilt og kluntet forelsket i den jamaicanske underbo med den tossede kunstnerkæreste og det henrivende englebarn. Og lad os bare få Woody Allen-analogien overstået med det samme – hovedpersonen Erik er lige så underholdende uheldig og hyperventilerende angstplaget, men en hel del mere empatisk end de Allenske arketyper.
