Skind og ben

Lyt til artiklen

Det er modigt af Anders Johansen at vælge sig to utilpassede piger som stjerner i ungdomsromanen ’Stjerneskælv’.

Utilpasset er dog en underdrivelse. For Liv er ved at sulte sig ihjel, og Nickie er indædt punker af typen ’cutter’ med kampberedt fuckfinger. De to piger mødes på en institution ved Vesterhavet. Og det er Liv, der fortæller. Måske er det netop en mandlig forfatter, der skal til for at forklare det uforklarlige. Anders Johansen registrerer med undren de mindste og særeste detaljer i Livs liv. Allerede i indledningen gennemgår han omhyggeligt pigens måde at spise på. Den udvalgte institutionskost bliver omhyggeligt findelt og talt og puttet i munden efter et bestemt system. Liv er kontrolfreak, og det gør ondt at læse om. Derfor ligner det en oplagt katastrofe, da Nickie kommer buldrende ind på værelset. Om natten snitter hun sig med sin kniv. I virkeligheden opstår et ømt forhold imellem de to piger. De kommer videre fra Vesterhavet, men hverken forfatter eller læser (eller pigerne selv) vil vist holde alverden på, at det kommer til at gå helt godt. Man har da lov at håbe.
Lig i lasten
Det er ved sin sindige, underspillede fortælletone, at historien kryber ind under huden i al sin rædsel. Begge pigerne har lig i lasten. Livs storesøster blev dræbt på motorvejen. Siden gik familien i stå og hi. Hvad Nickies stedfar gør ved hendes mor og lillebror, kan man godt tænke sig til. Det hele er hentet lige ud af virkeligheden, og forfatteren bruger den som en nødvendig forudsætning for at forstå. Det er i de små detaljer, bogen hæver sig højest, fordi man pludselig får et glimt af indsigt i den selvpåførte smertes mekanik. ’Stjerneskælv’ er skrevet på en dybfølt undren over, at det kan komme så vidt. Anders Johansen fortæller lavmælt om kærlighed og forventningspres og følelsen af ikke at være hjemme i sin krop. Liv begynder at løbe distancer på fem og ti kilometer. Bagefter føler hun sig godt tilpas i en times tid, mens læseren puster ud. Og fra næsten hver eneste side skriger Liv sit dobbelte budskab. »Skrid!«, siger hendes mund. »Bliv!«, står der i kursiv. Der er klogskab og varme i denne gode bog om et ondt emne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her