Bibelen er svær at læse og endnu sværere at forstå. Det er en på mange måder selvmodsigende tekstsamling, ja, et helt bibliotek af forskellige bøger, der blev samlet for omtrent syttenhundrede år siden i en fremmed verden, hvor man talte fremmede sprog. Og selv hvis man holder sig til bare én tekst, f.eks. et af evangelierne, vil man støde på adskillige passager, der nærmest er komplet uforståelige. Centrum i den evangelisk-lutherske højmesse er prædikenen. Her skal de fremmede evangelietekster efter en særlig tekstrække søndag efter søndag udlægges, så de giver mening for et indimellem temmelig kirkefremmed og morgentræt publikum. 80 af alle prædikener er elendige Det har præsten højst ti minutter til. Det er hårde odds, og man kan næppe bebrejde præsterne, at de ikke hver gang får produceret små oratoriske mesterværker. Lektor i teologi ved Københavns Universitet Svend Bjerg langede dog for nogen tid siden voldsomt ud efter præsterne i den forbindelse og hævdede, at 80 procent af alle de prædikener, der bliver holdt i den danske folkekirke, er elendige. Det var der nogen, der blev lidt sure over. Nu har Svend Bjerg så selv udgivet en samling prædikener, som han kalder ’Profane prædikener’, hvoraf nogle har været holdt, mens langt de fleste af de i alt 56 er skrevet direkte til samlingen. I lyset af den hårde dom over folkekirkepræsternes evner, må det siges at være lidt af en satsning, for kan Svend Bjerg overhovedet selv finde ud af at lave en ordentlig prædiken?
Bjerg lægger vægt på den konkrete livssammenhæng Hvis ikke, rammer kritikken jo ham selv som en boomerang. Desværre får vores generelle hang til skadefryd ikke afløb denne gang. Bjerg klarer sig nemlig godt. Hans prædikener er ikke bare klar formidling, men også begavet fortolkning, der formår at åbne de gamle tekster for nye, indimellem overraskende, betydninger. Bjerg lægger vægt på den konkrete livssammenhæng, prædikenen skal indgå i, eller rettere: på forbindelsen mellem vores daglige, profane erfaringer og de usædvanlige, ’hellige’ historier, evangelierne rummer. I Bjergs prædikener udviskes næsten distinktionen mellem det hellige og det profane, fordi de så direkte henvender sig til vores daglige livserfaringer. Forsidebilledet er derfor godt valgt. Det er P.S. Krøyers maleri ’Vent på os’, der forestiller to små nøgne drenge, der en sommerdag på Skagen iler ud i vandet angiveligt for at mødes med deres kammerater, der er løbet i forvejen. Vi skal se livet i et nyt lys En profan begivenhed, der lige så godt kunne være fra Amager Strandpark sidste sommer som fra Skagen år 1892. Ifølge Bjerg er det disse konkrete, levede erfaringer, evangeliet gennem prædikenens udlægning skal belyse og beskrive på måder, så vi ser livet i et nyt lys. Og det lykkes forbløffende ofte. I jødedommen og kristendommen har prædikenen, forstået som tekstudlægning, altid spillet en afgørende rolle. Jødedommen og kristendommen er fortolkningsreligioner, der anerkender, at deres skriftlige grundlag er uforståeligt og meningsløst, indtil det udlægges, fortolkes ind i en konkret sammenhæng. Svend Bjergs profane prædikensamling må siges at være en fremragende repræsentant for denne urgamle jødisk-kristne fortolkningskunst.