Jacob Hedegaard Pedersen er kendt på de fjerne destinationer.
Han skriver ubesværet – sådan fornemmes det – den ene fantasy efter den anden. Gerne serier i fem bind. Forfatteren er i slægt med Patrick Leis, som også kan ryste historierne ud af sin kappes folder. Begge to er riddere af første grad i Dennis Jürgensen-ordenen. Vi er altså i drengerøvenes land. Dér hvor energi vinder over føleri. Hvor de høje tanker bliver inde bag den brede pande, fordi der skal jokes og slås. Og hvor tempo er alt. Der kører et evigt rollespil i båndsløjfe i Jacob Hedegaard Pedersens forfatterhule. Hvordan mon den ser ud? Troldmanden Nilrem Nu er det blevet tid til en rejse efter Den Store Bog: ’Nilrems rejse’. Fra serien ’Dværgenes krønike’ låner forfatteren den kantede troldmand Nilrem, der underviser på Magiskolen og ved ubesindighed kommer til at trylle en ung student frem og tilbage over dødens tærskel. Uheldigvis er denne elev søn af Nilrems værste fjende. Så i dyb unåde må troldmanden indvillige i at begive sig af sted til en ildsprudende vulkan, hvor svaret på bogens opholdssted måske findes. Det går over stok og sten, allerede fra første side er man på. Og det er såmænd ikke, fordi der loves guld og grønne højlitterære skove. Plottet i ’Nilrems rejse’ er ikke til en Oscar, men det eventyrlystne turbotonefald er det rigtige. Det lover godt for resten. Og nu går starten. 3-2-1-flyv! Jacob Hedegaard Pedersen er ’firmaets mand’ i sin branche. Han følger til punkt og prikke den interne brugsanvisning fra ’Fantasy & Co. A/S’. Forfatteren færdes hjemmevant i diverse verdener, hvorfra han henter sære skabninger og en snehvid enhjørning. Rejsen ud og rejsen hjem. Landevejskroer. Luskede personer og skum på øllet. Det er ren hjemlig hygge til den magiske tand. Og nu hvor badesæsonen står for døren, er det godt at notere, at også troldmænd på rejse skyller vejstøvet af med en forfriskende dukkert.





